Fyret manager slår igen: Blødsødne englændere
Den tidligere Fulham-manager kritiserer engelske spillere, som han finder for følsomme.
Felix Magath mener, at de engelske spillere er alt for blødsødne.
Felix Magath mener, at de engelske spillere er alt for blødsødne. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Det er lidt over tre måneder siden, at den engelske fodboldklub Fulham fyrede den tyske manager Felix Magath.

Siden har der floreret adskillige kulørte historier om den 61-årige tysker, hvis hang til militante metoder er blevet latterliggjort i England.

Historierne er tilsyneladende blevet for meget for Felix Magath, der tager til genmæle. Han mener, at de engelske spillere er alt for blødsødne.

- Englænderne har problemer, hvis de en enkelt gang om ugen skal træne to gange.

- Det er en decideret joke for mig, at en professionel idrætsudøver ikke kan træne to gange om dagen, siger Felix Magath til spox.com.

Tyskeren er blandt andet kendt for, at han i sin tid som Stuttgart-træner lod sine spillere stå stille i en cirkel i 90 minutter på træningsbanen, mens temperaturen var lige omkring frysepunktet.

Felix Magath mente, at det var en passende straf efter et nederlag dagen forinden.

Tyskeren mener, at den tyske mentalitet er bedre end den engelske i forhold til at få succes.

- Vi tyskere er fremragende til holdsport på grund af vores mentalitet. Fulham-spillerne havde derimod problemer med disciplinen og var meget følsomme.

- Disciplin, orden og fitness er blandt de absolutte forudsætninger for, at man kan få mere succes end gennemsnittet i holdsport, siger Felix Magath.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.