Fyret: Betjente forgreb sig på kvinder i arbejdstiden
En oversigt over politiets disciplinærsager i 2015 afslører flere sager om seksuelle krænkelser.
Foto: Scanpix


Indtil flere politibetjente har fået irettesættelser, er blevet fyret og endda blevet varetægtsfængslet i 2015. Alle i forbindelse med sex eller beslægtet adfærd i arbejdstiden eller uden for tjenesten.

Det skriver BT, som har kigget nærmere på politiets disciplinærsager i 2015.

Tvang prostitueret til sex

En af sagerne omhandler en 56-årig politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi. Han misbrugte sin stilling til ikke kun at dyrke sex med en prostitueret i tjenestetiden, men blev også dømt for at tvinge kvinden til sex.

Det kostede ham fængsel i et år og tre måneder. Dertil kommer, at han af Justitsministeriet blev afskediget uden varsel efter en indstilling fra Rigspolitiet om på stedet at fyre betjenten.

Betjenten havde ifølge dommen ved flere lejligheder tvunget sig til sex med den prostituerede uden at betale. Kvinden blev ved dommen tilkendt en erstatning på 40.000 kroner, skriver BT.

Lokkede med sikker køreprøve

På Sjælland blev en politiassistent idømt 40 dages fængsel for at misbruge sin stilling og gøre sig skyldig i blufærdighedskrænkelse over for en yngre kvinde, der skulle til køreprøve for at generhverve sit kørekort, skriver BT.

Politiassistenten havde blandt andet stillet kvinden i udsigt, at han som køreprøvesagkyndig ville sikre, at hun ville bestå den praktiske køreprøve uanset, hvordan hun klarede den.

Betjente brugte upassende sprog

I en tredje af de mange sager, som BT har kigget på, er en polititjenestemand på Politiskolen blevet indberettet for i en undervisningssituation at have "henvendt sig til en kvindelig politielev med upassende sprogbrug og gestikulation med et seksuelt indhold".

Det kostede underviseren en irettesættelse af Rigspolitiet, skriver BT.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.