Fyret badmintonstjerne: Vi havde opgivet VM
Der er ikke udsigt til en snarlig løsning mellem badmintonforbund og spillere, da parterne ikke taler sammen.
Uenighed om et sponsorat betød, at Badminton Danmark brød med Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen.
Uenighed om et sponsorat betød, at Badminton Danmark brød med Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen. Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Badminton Danmark udtog tirsdag landsholdet til næste måneds hold-VM, Sudirman Cup, uden fem af landets største stjerner.

Dermed står det klart, at badmintonforbundet og Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen ikke nåede frem til en løsning i den aktuelle sponsorkonflikt før den store turnering i Kina.

- Vi vidste godt, at det var helt udelukket at komme med, så det er ikke nogen overraskelse, at de har udtaget andre spillere, siger Kamilla Rytter Juhl.

Forud for Sudirman Cup har forbundet indgået en sponsoraftale med småkageproducenten Danisa.

Da de fem badmintonprofiler samtidig har en sponsoraftale med det konkurrerende firma Kjeldsen Cookies, er der opstået problemer, idet spillerne har skrevet under på, at de ikke må reklamere for en konkurrent.

Spillerne har blandt andet tilbudt forbundet økonomisk kompensation for at løse konflikten, der fredag endte med, at Badminton Danmark stoppede samarbejdet.

- Vi mener, at bolden ligger hos forbundet, efter at de har fyret os. Forbundet mener bolden er hos os, så det er gået lidt i stå.

- Jeg tror, at begge parter lader situationen hvile lidt nu. Vi træner derudad og tager den derfra, siger doubleprofilen.

Ude i horisonten lurer det individuelle VM til august, og de fem spillere er i tvivl om, hvor de står i forhold til den turnering.

Selv om Kamilla Rytter Juhl og co. godt må stille op i trøjer med deres egen sponsor til det individuelle VM, så er de alligevel usikre på, om de får lov til at deltage i turneringen i midten af august i Jakarta.

- Jeg mener, at der skal indstilles spillere til det individuelle VM i midten af maj. Lige nu ved vi ikke, om de har tænkt sig at udtage os.

- Vi har ikke fået nogen opsigelse endnu, så vi går ud fra, at vi fortsat er en del af det.

- Det undersøger Spillerforeningen for os i øjeblikket, siger Kamilla Rytter Juhl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.