Det er ikke helt skod at blive fyret fra cigaretfabrikken House of Prince. Selv om fabrikken lukker og flytter produktionen til udlandet næste år, så skal medarbejderne nok klare den.
De er nemlig blevet tildelt Danmarks-historiens bedste aftrædelsesordning. I følge Ugebrevet A4 har British American Tobacco (BAT), der har opkøbt House of Prince, tændt op i den store cigar og flottet sig med en farvel-bonus på 300 millioner kroner til de godt 500 fyrede medarbejdere.
"Mine kolleger og jeg er selvfølgelig meget kede af, at en rigtig god arbejdsplads lukkes. Det er meget vemodigt, men efter aftalen er kommet på plads, er folk overraskede over beløbet og føler, at de bliver behandlet ordentligt," siger Jens Larsen, der er fællestillidsmand for de 63 smede.
Når fællestillidsmanden stopper, kan han selv se frem til et gyldent håndtryk på 1.432.000 kroner.
Men det er ikke kun pengene, der gør det til den bedste aftrædelsesordning nogensinde.
"Forkromningen af aftalen har højglans, fordi der udover de mange penge til medarbejderne også er tale om massiv efteruddannelse og hjælp til at finde nyt job," siger Carsten Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet, til Ugebrevet A4.