Fyrede kræftsyg lærer i Holstebro: ”Klokkeklar fejl”
Holstebro Kommune erkender nu at have fejlet i sag om fyret lærer.
- Det er en klokkeklar fejl fra vores side, siger børne- og ungedirektør Mads Gammelmark i Holstebro Kommune til Dagbladet Holstebro-Struer.
- Det er en klokkeklar fejl fra vores side, siger børne- og ungedirektør Mads Gammelmark i Holstebro Kommune til Dagbladet Holstebro-Struer. Foto: Scanpix/arkiv


En kræftsyg lærer skulle egentlig vende tilbage til arbejde på en folkeskole i Holstebro efter efterårsferien. Den kvindelige lærer havde været fraværende efter et sygdomsforløb.

Men i sidste uge blev hun kaldt op på skolelederens kontor og varslet afskediget. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Nu trækker kommunen dog fyringen tilbage.

- Det er en klokkeklar fejl fra vores side, siger børne- og ungedirektør Mads Gammelmark i Holstebro Kommune til Dagbladet Holstebro-Struer.

Han kalder det desuden tæt på en utilgivelig fejl at afskedige en kræftsyg lærer, der er på vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Mads Gammelmark kan ikke forklare, hvordan fyringen kunne ske.

- Men det er en alment kendt praksis, at man ikke varsler en person afskediget på det grundlag, siger han og understreger, at det er i strid med kommunens egen personalepolitik.

Rigtig beslutning

Vestjysk Lærerforening glæder sig over afgørelsen.

- Det er en rigtig beslutning. Og vi ser nu frem til at samarbejde med kommunen om, at den berørte lærer kan vende tilbage til sit arbejdsliv på en god måde. Man kan ikke afvise, at det har givet hende et ekstra knæk at få beskeden om den varslede afskedigelse. Men det er jeg overbevist om, at vi nok skal finde ud af, siger Erland Eckerberg fra Vestjysk Lærerforening til Dagbladet Holstebro-Struer.

Dagbladet Holstebro-Struer har af hensyn til den afskedigede lærer valgt at holde både navn og skole anonym.

Skolelederen på den pågældende skole, ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.