Fyrede får sparket - og ingen hjælp
Kun hver tredje HK'er fik hjælp til at søge nyt job, da de blev fyret. Stort problem, mener HK. Helt efter bogen, mener Dansk Erhverv.
Af Mathias Svane Kraft
MERE
Kun hver tredje HK'er fik hjælp til at komme videre, da de mistede jobbet, viser undersøgelse.
Kun hver tredje HK'er fik hjælp til at komme videre, da de mistede jobbet, viser undersøgelse. Foto: Scanpix


Har du prøvet at blive fyret fra dit arbejde? Og fik du hjælp af arbejdsgiveren til at søge videre? Så tilhører du et mindretal.

En undersøgelse blandt medlemmer af fagforeningen HK/Privat, der har prøvet at blive fyret, viser nemlig, at langt de fleste ikke fik en hjælpende hånd fra chefen, da han stak dem en fyreseddel.

I undersøgelsen har Epinion spurgt 899 deltagere om, hvilken hjælp de fik fra arbejdsgiveren ved deres sidste opsigelse. Her svarer nogle, at de fik lov til at søge nyt job i arbejdstiden, nogle at de fik en økonomisk kompensation, mens andre fik hjælp til at kontakte andre virksomheder. Men hele 67 procent - altså to ud af tre - har slet ikke fået tilbudt en eneste af de 10 former for hjælp, der spørges til.

HK: Dårlig reklame for virksomheder

HK/Privat er først og fremmest fagforening for kontor- og IT-folk i det private. Derfor er man også helt på det rene med, at økonomien nogle gange kræver, at man må vinke farvel til medarbejdere, forklarer næstformand Marianne Vind.

- Sådan er vilkårene i dagens Danmark. Men medarbejderne knokler for deres arbejdsgiver i opsigelsesperioden, og så undrer det mig altså, at så mange bare bliver smidt ud på gaden uden hjælp. Det er dårlig dårlig reklame for virksomheden, siger Marianne Vind.

Hun mener, at en hjælpende hånd til fyrede ikke kun hjælper medarbejderen. Det hjælper også virksomheden.

- Hvis man går fra en arbejdsplads med rank ryg og er klar til at søge videre, så er det simpelthen guld værd for virksomheden. For så kan den ansatte fortælle venner, kommende kolleger og familien, at her er en virksomhed, der virkelig tager hånd om medarbejderne, forklarer Marianne Vind.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Firma: Det kan spare penge

I undersøgelsen svarer 8 procent, at de fik tilbudt et såkaldt "outplacementforløb". Det er en slags forløb, hvor opsagte medarbejdere bliver klogere på deres kompetencer, får afklaret deres fremtidsplaner og for eksempel lærer at feje benene væk under en kommende chef med en knivskarp ansøgning.

Netop den slags forløb udbyder virksomheden AS3, og her overrasker det, at så få har fået hjælp til at komme i nyt arbejde. Markedet for outplacementforløb er nemlig kun vokset de seneste år, forklarer Jørgen Uhrbrand, partner i AS3, som påpeger, at forløbene ikke kun hjælper dem, der mister jobbet.

- Det kan også være et klogt valg i forhold til de medarbejdere, som ikke er blevet opsagt. De vil trives langt bedre i jobbet, når de har vished om, at der bliver taget godt hånd om dem, hvis de en dag skulle miste jobbet, forklarer Jørgen Uhrbrand.

På den måde sikrer det både trivsel og virksomhedens omdømme. Men målt i kolde kontanter kan det nogle gange også være en god idé, lyder det fra AS3.

- På den helt korte bane kan virksomhederne ofte spare penge på outplacementforløb. For hvis de opsiger medarbejdere, som hurtigt får nyt job, kan de jo spare de penge, medarbejderen ellers skulle have haft i opsigelsesperioden, siger Jørgen Uhrbrand.

Goder er ikke en rettighed

Mens AS3 er overraskede over, at så mange ingen hjælp får, er stemningen helt anderledes hos branche- og arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv.

- Jeg synes ikke, det er overraskende. Og det burde heller ikke overraske HK, for det er ikke noget, medarbejdere har krav på. Vi er helt enige i, at en opsigelse skal ske på en ordentlig måde, men det er ikke ensbetydende med, at man skal have alle de her goder, siger advokat og souschef Jannie Merete Pedersen.

Blandt de goder, der spørges til i undersøgelsen, finder man blandt andet rådgivning om pension, kontakt til andre virksomheder og kurser om jobsøgning.

- De ting, der bliver nævnt, er ikke noget, virksomheder er forpligtede til at give i forbindelse med en opsigelse. Det er noget, en arbejdsgiver kan vælge at give som noget ekstra. Det kan selvfølgelig være helt fint, men man kan ikke sige, at en opsigelse er dårlig, bare fordi man ikke fik for eksempel psykologhjælp eller efteruddannelse, mener Jannie Merete Pedersen fra Dansk Erhverv.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.