Fynsk sexkrænkers forsvarer: Seks år er nok
Manden i den røde bil er ikke straffet før og var påvirket af Ritalin. Derfor er seks år nok, siger forsvarer.
Forsvareren til den tiltalte i sagen om "manden i den røde bil" mener, at omstændighederne gør, at seks års fængsel er en rimelig dom.
Forsvareren til den tiltalte i sagen om "manden i den røde bil" mener, at omstændighederne gør, at seks års fængsel er en rimelig dom. Foto: OLE FREDERIKSEN/POLFOTO


Seks år.

Det er den maksimale tidsperiode, som manden i den røde bil bør sidde fængslet, siger hans forsvarer mandag, hvor hun afgiver procedure i sagen om sexkrænkeren fra Fyn.

Han er blandt andet tiltalt for at have krænket to piger på 10 og 11 år seksuelt i sin røde bil i efteråret 2012, for at forsøge at voldtage en britisk kvinde, for at ville voldtage flere piger i en garage senere og for at opbevare og udvikle sprængstoffer i sin lejlighed.

- Han er 40 år, og han er ustraffet. Læger har vurderet ham til at være under påvirkning af Ritalin. Derfor skal han have maksimalt seks år, hvis man vælger at idømme straf, siger forsvarer Linda Christensen.

Det er under retssagen kommet frem, at den tiltalte har taget 300 milliliter Ritalin mod ADHD om dagen i den periode, hvor han krænkede de to skolepiger på Fyn. Han havde kun fået ordineret op til det halve.

Anklageren har tidligere mandag krævet, at den tiltalte CJ skal have mindst 12 års fængsel. Men hvis retten vælger at idømme ham 10 år eller derunder, skal han i stedet idømmes forvaring. Det er en tidsubegrænset straf.

- Lad mig svare med et rungende nej. Det er ikke nødvendigt med tidsubestemt straf, siger forsvareren.

Anklageren har også sagt, at Retslægerådet har vurderet, at der er en fare for, at tiltalte ville kunne gøre noget lignende igen. Men det afviser Linda Christensen fuldstændig mandag.

Under retsmødet mandag har CJ siddet helt stille i en kortærmet skjorte og med sin sorte kasket liggende ved siden af sig. Han har kroppen vendt mod sin forsvarer, mens han triller en kuglepen mellem fingrene.

- Min klient er ikke farlig. De forhold, han er tiltalt for og til dels har erkendt, er begået i en situation, hvor han har taget for meget Ritalin. Det vil ikke ske igen, har han selv forklaret her i retten, siger forsvareren.

Der afgives dom i sagen onsdag eftermiddag i Retten i Odense.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.