Fynsk lærervikar sendte nøgenfotos til 14-årige piger
30-årig tilkaldevikar sendte nøgenbillede til piger fra Giersings Realskole i Odense.
På to af billederne stod manden fuldstændig afklædt foran et spejl med kønsdelene dækket af en rød skravering.
På to af billederne stod manden fuldstændig afklædt foran et spejl med kønsdelene dækket af en rød skravering. Colourbox


En tidligere lærervikar på Giersings Realskole blev i går ved Retten i Odense dømt for at have sendt krænkende billeder til elever i 8. klasse. Det skriver Fyens Stiftstidende

Gennem en periode på mindst to måneder sendte en tidligere lærervikar på Giersings Realskole i Odense billeder af sig selv næsten nøgen til piger i en 8. klasse. Det kostede ham i går 14 dages betinget fængsel.

Billederne, som den nu 30-årige mand sendte via tjenesten Snapchat, var sendt til mindst seks af skolens elever, som på daværende tidspunkt alle var mellem 14 og 15 år. Selv hævdede manden kun at have sendt et enkelt foto, da han ikke længere var ansat på skolen.

Men samstemmende vidneforklaringer fra pigerne overbeviste Retten i Odense om, at manden ved mindst fire lejligheder havde sendt fotos af sig selv til eleverne, imens han stadig var ansat på skolen.

På to af billederne stod manden fuldstændig afklædt foran et spejl med kønsdelene dækket af en rød skravering. Til trods for skraveringen fandt retten, at billederne havde til hensigt at krænke elevernes blufærdighed, hvilket pigerne, der vidnede, gav udtryk for, de havde gjort.

Den dømte betegnede i retten selv sine handlinger som "dumme drengestreger", der ikke var noget seksuelt motiv til.

Anklageren havde krævet, at manden blev frakendt retten til at arbejde med børn, men det fandt retten ikke grundlag for. Dels lagde retten vægt på, at vikaren stadig var en ung og uerfaren lærer, da krænkelserne blev begået, dels blev en positiv udtalelse fra mandens nuværende
arbejdsplads taget til efterretning. Det er nu op til Statsadvokaten at vurdere, om dommen ankes til landsretten.

Den 30-årige mand blev afskediget som tilkaldevikar, da Giersings Realskoles ledelse i sommerferien 2013 blev opmærksom på chatkontakten mellem vikaren og eleverne.

Moderen til en af de berørte elever kritiserer nu ledelsen for ikke at have meldt sagen til politiet og for manglende information til forældrene.

Den kritik afviser skoleleder Poul Haahr Pedersen over for Fyens Stiftstidende.

- Jeg synes faktisk, at jeg har gjort det rigtige, siger han og understreger, at han først fik kendskab til de billeder, den 30-årige nu er dømt for, da manden ikke længere var ansat som tilkaldevikar.

- Og jeg synes ikke, at jeg kan anmelde en, jeg ikke længere har ansat.

Det blev i stedet moderen, der meldte sagen til politiet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.