Fyns Politi modtager anmeldelse af Imam i Odense
Odense Kommune har valgt at anmelde en imam fra Fyn efter at have set TV2-program om moskeer.


Fyns Politi bekræfter onsdag, at Odense Kommune har anmeldt imamen Abu Hassan for sine udtalelser i TV2-programmet "Moskeer bag sløret", der blev sendt tirsdag aften.

Anmeldelsen fra kommunen blev modtaget onsdag klokken 08.42.

- Politiet vil nu gå i gang med at foretage den fornødne efterforskning i sagen, lyder det i en pressemeddelelse fra Fyns Politi.

Odense Kommune har tidligere varslet, at den vil politianmelde den pågældende imam, fordi han i programmet har opfordret til at snyde systemet.

I udsendelsen, der er optaget med skjult kamera, forklarer imamen til TV2's muldvarpepar "Fatma" og "Mohammed", hvordan de får mest muligt ud af kommunen.

- I skal tage til noget, der hedder Borgerservice. Så siger I: Vi er kommet til landet for nylig, og vi vil gerne have et hjem. Vi har ingenting.

- Man skal ikke fortælle dem, at man ejer noget. Gør man det, er det et problem. Så vil de spørge, hvor du har penge til huslejen fra. Altså siden du har råd til det. Forstår du det?

Muldvarpeparrets dækhistorie er, at de som muslimsk par lige er kommet til Danmark, og at de bor i en lejlighed i Gellerup, som de betaler for med deres egen, medbragte formue.

- I er kommet hertil, jeres situation er den, at I intet har, og I vil have et hus. "Men hvor sover I så?" I bor hos nogle venner midlertidigt. I er hos dem i et par dage. I har ikke en lejlighed. I vil have en lejlighed. Så får i en lejlighed med det samme, siger imamen til parret.

Men det går ikke, mener Odense Kommune, som siger, at de bruger mange kræfter på at bekæmpe socialt bedrageri.

- Vi kan ikke leve med, at der er autoriteter i vores by, der opfordrer til ulovligheder og anviser borgere i, hvordan de kan snyde kommunekassen. Det vil vi have politiet til at kigge på, har rådmand Steen Møller fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune sagt.

Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer til hverken anmeldelsen eller den efterforskning, der vil knytte sig til den, lyder det i pressemeddelelsen onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.