Man skal turde følge sin drøm. Springe ud på dybt vand uden redningsvest. Sådan burde det være - men det er ikke alle, der tør sige farvel til det sikre og begive sig ud, hvor de ikke kan bunde.
Fyens.dk fortæller i dag om en fynbo, der turde. Niels Henrik Ove skiftede sit sikre revisorjob ud med et liv på gyngende grund som selvstændig bison-avler.
Hans bisonfarm Ditlevsdal ligger ved Morud på Fyn. Her går 350 bisonokser fredeligt rundt og græsser.
- Jeg kunne tjene pengene meget nemmere som revisor. Men nogle gange handler det altså bare om at gøre det, man brænder for, siger Niels Henrik Ove til Fyens.dk.
LÆS OGSÅ: Fra mangemillionær til cafeteria-kok: Taknemmelig over livet
Han erkender blankt, at han skam ikke bliver rig af sit bison-eventyr. Men det kører fint rundt - og vigtigst af alt: Han laver det, han elsker.
Niels Henrik Ove er søn af en landmand og overvejede sin tid at gå i sin fars fodspor. Men den moderne måde at være landmand på var ikke ham, så han blev revisor i stedet.
Har skabt lokale arbejdspladser
Som 24-årig var han på jordomrejse, og blev der en del af en farmerfamilie, som havde bisonokser.
Hjemme i Danmark begyndte han selv at holde de store dyr som et hobby-projekt, men det voksede, og han valgte at gå all in med sin farm, hvor der er gårdbutik, og hvor de besøgende kan prøve forskellige aktiviteter og smage på bisonkødet i farmens restaurant.
Det går godt - så godt, at Niels Henrik Ove i dag beskæftiger fire fuldtidskokke og 30 lokale ungarbejdere.
- I alt har jeg 12 fuldtidsstillinger besat, siger bison-farmeren, der vovede springet ud på det dybe vand.
Læs hele interviewet på Fyens.dk.