Udenrigsminister Kristian Jensens (V) udmelding om, at han er klar til kampvalg for at blive Venstres næste formand efter statsminister Lars Løkke Rasmussen, er ikke noget, som hverken regeringen eller Venstre vil sige så meget om.
Mandag meldte statsministeren selv hus forbi på spørgsmål om næstformandens formandsudmelding, og tirsdag er meldingen den samme fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.
Modsat Lars Løkke Rasmussen vil Jakob Ellemann-Jensen dog gerne sige ord om emnet.
- Jeg har ingen kommentarer. Men Venstre har en formand, så alt det med at tale om andre som formand er fuldstændig uaktuelt, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Kristian Jensen udtalte i søndagens udgave af Jyllands-Posten, at han er klar til "at træde op på den øverste skammel".
/ritzau/