Fuld kaptajn havde kurs mod Storebæltsbroen
Broen blev kortvarigt lukket, mens myndighederne fik skibet og dets kaptajn på rette kurs.
Storebæltsbroen var onsdag kortvarigt lukket, da et mindre fragtskib havde retning mod broens fundament. Arkiv.
Storebæltsbroen var onsdag kortvarigt lukket, da et mindre fragtskib havde retning mod broens fundament. Arkiv. Foto: Sundogbaelt.dk/Free


Et litauisk fragtskib havde tidligt onsdag aften kurs mod Storebæltsbroen, og det medførte, at broen kortvarigt blev lukket for trafik.

Ifølge Forsvarets Operationscenter var det et 72 meter langt skib, der var på vej fra Odense til Kiel, som kom ud af kurs.

- Vi kunne se, at det havde retning mod broen, og så fik Vessel Traffic Service, der også er en del af vores organisation, sørget for, at skibet fik drejet i sidste øjeblik, oplyser vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at skibets 56-årige kaptajn - en litauisk mand - er blevet anholdt.

- Vi har alkoholtestet ham og på den baggrund sigtet ham for at sejle i spirituspåvirket tilstand, siger vagtchef Henrik Karlsen.

Resultatet af en blodprøve skal torsdag be- eller afkræfte, om kaptajnen var påvirket af alkohol.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.