Fuglsang om kæmpe nedtur: Der blev lukket af for benene
Jakob Fuglsang leder efter en forklaring på, hvorfor han gik helt i stå på onsdagens bjergetape.
Jakob Fuglsang havde en skidt dag i Touren onsdag.
Jakob Fuglsang havde en skidt dag i Touren onsdag. Foto: Laurent Cipriani/AP


24 timer efter, at han leverede en stærk præstation på La Pierre-Saint-Martin, havde Jakob Fuglsang (Astana) den stik modsatte oplevelse på Col du Tourmalet på Tour de Frances 11. etape.

Danskeren måtte slippe favoritfeltet og tabte næsten 16 minutter på endnu en hed dag i Pyrenæerne, der slukkede alle drømme om en god placering i klassementet.

- Det gik ikke, som jeg havde håbet. Der blev lukket af for benene på de sidste fem-seks kilometer på Tourmalet. Der havde jeg ikke mere at træde med, siger Fuglsang.

Han har svært ved at sætte fingeren på, hvad det var, der fik ham til at gå ned i sådan en grad.

- Jeg ved ikke, om jeg har drukket for lidt. Jeg drak en liter i timen, det er svært at drikke meget mere.

- Det er sindssygt varmt, og der er mange, der har betalt for, at det er så varmt, og det kan være, at jeg har gjort det i dag. Anden forklaring kan jeg ikke finde, siger han.

Nedturen kommer dagen efter, at Astanas manager Alexandre Vinokourov havde proklameret, at holdet ville prøve at hjælpe danskeren op i top-5.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have kørt med fremme i dag, og jeg er skuffet over, at jeg ikke kunne det.

- Men pressen var nok også hurtigere til at udråbe det til en ny start på Touren, end jeg selv var. Jeg vidste, at jeg havde brugt mange kræfter i de første 10 dage, siger Fuglsang.

Han er nu 19.14 minutter efter førende Chris Froome i det samlede regnskab, og dermed udgør han ikke længere nogen trussel for bejlerne til en plads på sejrspodiet.

Det kan måske åbne for en jagt på etapesejre på de resterende 10 etaper.

- Nu må vi se. Jeg regner ikke med, at jeg skal ud på det helt store togt torsdag. Umiddelbart er det nok Alperne, jeg skal satse på.

- Men jeg har ikke kigget så langt frem endnu, lyder det fra en skuffet Jakob Fuglsang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.