Fugleinfluenzaen er nu også nået til Jylland
Der er også på Als fundet fugle, som er døde af fugleinfluenza. Øget risiko for smittespredning.


Efter fund af døde fugle i Tyskland, på Møn og i København er det nu jydernes tur til at konstatere, at fugleinfluenzaen også har bredt sig til deres landsdel.

Professor Lars Erik Larsen fra DTU Veterinærinstituttet, som er med til at overvåge udviklingen, fortæller til Politiken, at man har konstateret fugleinfluenza hos fugle på Als i Sønderjylland.

- Det vi kan se nu, er jo, at smitten har bredt sig til Jylland. Men det er meget tæt på den tyske grænse, og da der jo er et udbrud i Tyskland, er det ikke så overraskende endda.

- Men det er klart, det gør ikke situationen mindre alvorlig, siger han til avisen.

Med fundet af smittede fugle på Als er risikoen for, at sygdommen breder sig til tamme fugle - enten hos en fjerkræavler eller blandt hobbyhøns.

Sker det, vil det gå ud over den danske fjerkræeksport, nøjagtigt som det skete i 2006, da sygdommen sidst blussede op.

Derfor besluttede Fødevarestyrelsen mandag, at alle høns indtil videre skal holdes under tag, så risikoen for smitte fra vilde fugle begrænses.

- Så snart det første tamme fjerkræ bliver smittet, så skal vi inden for de næste 24 timer meddele omverdenen, at vi har et udbrud i tamme fjerkræ, og så er hele eksporten død i flere måneder.

- Mere skal der ikke til, siger Stig Mellergaard, der er souschef i Fødevarestyrelsen, til Politiken.

Fødevarestyrelsen har i øvrigt ifølge DR Syd besluttet, at alle biler med fjerkræ, der kører ind i Danmark fra Tyskland, skal tjekkes ved grænsen.

Det sker for at sikre, at de er tilstrækkeligt rengjort og desinficeret, så smitten ikke breder sig ad den vej.

Hvis lastbilerne vurderes ikke at være tilstrækkeligt rene, vil de blive hevet til side, og så vil personale fra Fødevarestyrelsen sørge for, at de bliver det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.