En alvorlig type af H5N8 fugleinfluenza, som har ramt adskillige lande i Europa, er blevet sporet i 20 vildænder i det nordlige Frankrig, oplyser det franske landbrugsministerium mandag ifølge Reuters.
De lokale myndigheder har øget overvågningen i området, oplyser ministeriet.
Fugleinfluenza blev sporet i Sydfrankrig tidligere på året.
Det udbrud af fugleinfluenza, der i øjeblikket også hærger i Danmark og andre nordeuropæiske lande, nåede i weekenden også til Holland.
Her blev 190.000 ænder lørdag aflivet. Sygdommen blev konstateret på en gård i landsbyen Biddinghuizen, der ligger cirka 70 kilometer øst for Amsterdam.
I den seneste uge er der blevet opdaget tilfælde af fugleinfluenza i Danmark, Finland, Tyskland og Sverige.
Selv om Frankrig er det EU-land med flest fjerkræ, er landets eksport stadig ved at finde sine ben efter et udbrud af fugleinfluenza tidligere i år i den sydvestlige del af landet.
Det førte til et stop af eksporten af ænder og gæs fra regionen.
Foie gras-producenter, som står over for deres højsæson, har udtrykt bekymring over de mange europæiske fund af fugle med H5N8.
Verdensorganisationen for dyrehelbred, OIE, har tidligere i november advaret om, at der forventes flere udbrud af H5N8 i Europa.
Det skyldes vilde fugle, der bærer sygdommen, når de begynder at flyve sydpå for vinteren.
/ritzau/Reuters