Beskyttelsen af ældre på arbejdsmarkedet er blevet forringet efter en opsigtvækkende dom i Højesteret om erstatning til en række fyrede SAS-Piloter.
Det mener hovedorganisationen for 450.000 offentligt og privat ansatte, FTF, efter piloterne på 60 år og opefter kun har fået tilkendt fire måneders løn og ikke seks til 12 måneders løn, som ellers har været praksis.
- Det er overraskende og dybt betænkeligt, at Højesteret på den måde udstikker nye retningslinjer for at sænke et ellers anerkendt niveau for afskedigelsesgodtgørelser. På den måde bliver beskyttelsen mod aldersdiskrimination forringet, siger Per Frydenreim Møller, advokat hos FTF til organisationens hjemmeside.
Den netop afsluttede sag drejer sig om en fyringsrunde som følge af arbejdsmangel tilbage i 2008, hvor det statsejede skandinaviske flyselskab udpegede de ældre piloter til fyring efter kriterier, der allerede var forhandlet på plads og aftalt mellem overenskomstparterne SAS og Dansk Pilotforening.
Ifølge aftalen skulle piloter, der efter deres 60. år var berettiget til pension, udpeges til fyring. Det var ifølge parterne den mest skånsomme måde at afskedige på, da piloterne over 60 år måtte forventes at have sparet op til pension, eftersom de indtil 2005 havde en pligtig afgangsalder på 60 år.
Højesteret nævner i dommen de sociale hensyn, som lå bag den kollektive aftale, nemlig at de ældre piloter forsørgelsesmæssigt var sikret gennem deres pension, modsat de yngre piloter, som havde stiftet familie m.v., skriver FTF.
Men uanset om Højesteret begrunder sin dom i særlige forhold i sagen, finder FTF det betænkeligt, at der nu fra højeste retsinstans udstikkes et nyt niveau for godtgørelser.
- Den personlige krænkelse, som afskedigelsen indebærer for den enkelte ældre medarbejder, bliver jo ikke mindre af, at vedkommende har sparet op til sin alderdom, siger Per Frydenreim Møller.
Sagen startede i Ligebehandlingsnævnet og har været omkring både byretten og landsretten, inden den som principiel ligebehandlingssag havnede i Højesteret.
Ligebehandlingsnævnet og siden byretten tilkendte de fyrede piloter hver ni måneders løn ud fra den hidtidige praksis på området. Men den afgørelse kunne SAS ikke acceptere og sendte sagen videre i landsretten.
Her blev godtgørelsen nedsat til kun tre måneders løn, og er nu altså endt på fire måneder efter Højesterets afgørelse.
Newspaq