Det er ikke noget nyt, at voksne er bekymrede over unges brug af koffeindrikke som for eksempel Red Bull.
Men en amerikansk skole har stoppet salget af energidrikke med en begrundelse, man alligevel sjældent har hørt, skriver Huffington Post.
Skolen, Vermont’s Middlebury College, frygter nemlig, at indtaget af koffeindrikke kan føre til en mere risikabel seksuel adfærd blandt de studerende.
Stress og alkoholmisbrug
Det er dog ikke kun frygten for usikker sex, som fører til, at koffeintørstige elever fremover må gå forgæves i kantinen.
Energidrikke medvirker til et usundt studiemiljø med stress og dårlige vaner, mener den studerende, som har taget initiativ til at fjerne drikkene.
Derudover har flere undersøgelser vist, at mennesker, som bruger energidrikke, i højere grad lever livet farligt - for eksempel har de større risiko for at blive alkoholmisbrugere. Derfor virker det logisk, at der også er en sammenhæng mellem energidrikke og risikabel seksuel adfærd, mener skolen.
Koffeindrikke får dig ikke til at smide kondomet
Det kan dog være, at de bekymrede undervisere og elever mistolker forskningsresultaterne, påpeger Huffington Post.
For selvom der er en sammenhæng mellem forbruget af energidrikke og farlige vaner, er det ikke sikkert, at energidrikkene er årsag til vanerne.
I stedet handler det snarere om, at unge, som er tiltrukket af en farlig livsstil, også er mere tilbøjelige til at kaste sig over energidrikke, har en forsker forklaret.
Skolen kan derfor ikke forhindre, at unge roder sig ud i alkoholmisbrug, bilræs og farlig sex blot ved at fjerne energidrikke.