Frygt for kommunistiske vinde før valg i tysk delstat
Selvom Ramelow ikke har kommunistisk baggrund, udløser det vrede, at hans parti, Die Linke, kan vinde magten.


Hundredvis af mennesker har været på gaden i protest i byen Erfurt i den tyske delstat Thüringen, hvor en kandidat fra Die Linke, der bygger på ruinerne af det kommunistiske SED-parti, kan vinde magten for første gang siden Murens fald.

Den 58-årige Bodo Ramelow, som i øvrigt på ingen måde er kendt for forbindelser til kommunismen, kan komme til at skrive historie ved at blive valgt som partiets første ministerpræsident.

Fredag formiddag er der møde, hvor Bodo Ramelow kan blive valgt som ministerpræsident på baggrund af en koalition mellem venstrepartiet Die Linke, socialdemokraterne i SPD og De Grønne.

Demonstranter gik torsdag på gaden med bannere i protest over udsigten til en ministerpræsident fra Die Linke.

- Red Thüringen for blodrødt, rødt og grønt, stod der på et banner, mens folk råbte: "Ud med Stasi!"

Ifølge arrangørerne af optoget var 4000 deltagere ventet, men så mange var ikke mødt op til demonstrationen.

Die Linke er det reformerede tidligere østtyske kommunistparti SED, som styrede DDR frem til Murens fald i 1989, og det vil være første gang, at partiet vender tilbage til magten i de nye delstater - omend det er under helt ændrede former.

Mange tager afstand fra Die Linke, som ifølge kritikere står for en virkelighedsfjern politik, da det er imod Nato og USA, mens en fløj i partiet vil nationalisere bankerne og bekæmpe EU.

Mange tvivler også på partiets demokratiske sindelag - blandt andre forbundspræsident Joachim Gauck.

- Folk i min alder, der boede i DDR, har svært ved at acceptere det, som vi ser. Men vi har demokrati, har den 74-årige forbundspræsident sagt i et interview for 14 dage siden.

Bodo Ramelow, som selv er en vesttysk fagforeningsmand, kom til Thüringen kort efter den tyske genforening i 1990.

Han lægger stor vægt på et "forsoningsprojekt" i koalitionen med miljøpartiet De Grønne og socialdemokraterne i SPD.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.