I Roskilde Kommune har de indtil nu været flinke til at forlænge sygedagpengene, hvis en borger ikke har nået at få udredt sin sygdom på 22 uger. Men det er slut nu, og det er ikke godt for de borgere, det rammer.
Det mener socialdemokraten Jakob Bojsen, der er næstformand for kommunens Beskæftigelses- og Socialudvalg.
- Jeg har det ikke godt med det, men vi er jo nødt til at følge den praksis, der kommer fra Christiansborg, siger han.
Når en syg borger ikke får forlænget sine sygedagpenge, ryger hun over på ressourceforløbsydelse, som svarer til kontanthjælpen.
- Det kan have store konsekvenser for en familie. Det kan jo være en spiral, der starter, fordi man bliver syg, så mister man måske sit job, og nu bliver man så endnu hurtigere ramt økonomisk hårdt, siger Jakob Bojsen.
Er det det, Christiansborg ønsker?
Roskilde Kommunes nye praksis kommer, efter Ankestyrelsen har løftet pegefingeren over for kommunerne. Selvom borgeren stadig er syg, må kommunen ikke forlænge sygedagpengene, hvis helbredstilstanden er uafklaret.
- Det er en hård linje. Det tror jeg, der er mange i det socialdemokratiske bagland, der synes. Men de må jo drøfte på Christiansborg, om det er det, de ønsker, siger Jakob Bojsen.
Han forudser, at der kommer flere syge borgere ud i jobafklaringsforløb, fordi de ikke længere kan være på sygedagpenge.
- Vi er allerede i gang med at skabe jobs, der passer til dem, det kan bare være få timer om ugen, siger han.