HOSPITALER I KRISE
Frustrerede patienter: Hallo doktor, hvor er du?
Ifølge en ny undersøgelse kan mange hospitals-indlagte ikke få fat på lægerne og sygeplejerskerne.
Siden årtusindskiftet er en tornado af effektivisering og tempo blæst ind over det danske sundhedsvæsen. Er den menneskelige kontakt gået tabt i den?
Siden årtusindskiftet er en tornado af effektivisering og tempo blæst ind over det danske sundhedsvæsen. Er den menneskelige kontakt gået tabt i den? Modelfoto: Scanpix


Mange patienter på landets hospitaler oplever at ringe forgæves på hjælp eller at blive dårligt informeret. Det skriver Politiken i dag, søndag, på baggrund af en ny undersøgelse fra Megafon, foretaget for Dansk Sygeplejeråd.

Ud af knap 1.000 svar fra borgere, der har været til behandling, undersøgelse eller pleje på hospitalet inden for det seneste år, siger hver femte, at de ikke kunne få fat i personalet, når der var behov for hjælp eller i forbindelse med spørgsmål. Samtidig svarer næsten hver fjerde patient, at de ikke var godt nok orienteret om forløbet af deres hospitalsbesøg.

Hos sygelejerskerne er man ikke overrasket:

- Det er en stor frustration i disse år, at vores medlemmer ikke har den nødvendige tid til at sidde stille og roligt med patienten, når patienten har brug for det, siger formand for sygeplejerskerne Grete Christensen til Politiken.

Lægeforeningen: "Meget bekymrende"

Lægeforeningen kalder tallene fra undersøgelsen for "meget bekymrende":

- Det er helt afgørende for behandlingen, at patienter og pårørende føler sig godt orienteret og inddraget. Undersøgelsen viser meget tydeligt, hvor vigtigt det er, at der er de rigtige rammer og den nødvendige tid på sygehusene, siger den nyvalgte formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing til Politiken.

Siden årtusindskiftet er en tornado af effektivisering og tempo blæst ind over det danske sundhedsvæsen, og patienter er i dag indlagt væsentligt kortere tid og venter mindre på operation end for blot få år siden.

Sundhedsministeren: Det dur ikke"

Og selv om hospitalerne har fået ansat flere tusind ekstra læger og sygeplejersker siden årtusindskiftet, har Dansk Sygeplejeråd ud fra Sundhedsministeriets tal beregnet, at effektivitetstornadoen har betydet, at 72 sygeplejersker i dag udfører det samme arbejde, som 100 sygeplejersker udførte i 2001.

- Regionerne har et stærkt fokus på, at indlæggelsestiden skal yderligere ned. Men nogle må snart tænke på, at vi ikke kun får effektiviseret, men også sikret kvaliteten af det arbejde, der bliver leveret på hospitalerne. Effektivitet og aktivitet går i øjeblikket ud over kvaliteten og patientsikkerheden, siger Grete Christensen til Politiken.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) oplyser skriftligt til Politiken, at det "dur ikke, hvis patienterne på sygehusene ikke får den hjælp og information, de har brug for".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.