Frustration hos EL: Gymnasier skal overholde klasseloftet
Enhedslisten kalder undervisningsministeren i samråd efter historie om fyldte gymnasier i hovedstadsområdet.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) vil have undervisningsministeren i samråd for at forklare, hvorfor nogle gymnasier ikke overholder regler om klasseloft. Arkivfoto
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) vil have undervisningsministeren i samråd for at forklare, hvorfor nogle gymnasier ikke overholder regler om klasseloft. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Det er "helt uholdbart", at der på flere gymnasier i hovedstadsområdet er flere elever per klasse, end reglerne for det såkaldte klasseloft tillader.

Det mener Enhedslisten, som på baggrund af en historie i Berlingske kalder undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd om de fyldte klasser.

- Ellen Trane Nørby bliver nødt til at reagere på det her. Det er uansvarligt at lade stå til. Det er ministerens opgave at sikre, at loven rent faktisk bliver overholdt, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i en skriftlig kommentar.

En optælling fra Undervisningsministeriet viser, at 28 af Region Hovedstadens 53 gymnasier har indberettet, at den gennemsnitlige klassekvotient på en af deres årgange overstiger 28 elever og dermed bryder klasseloftet.

På 16 af gymnasierne er der dog ekstra elever på grund af særlige forhold, som gør, at klasseloftet godt må fraviges - eksempelvis på grund af omgængere eller elever på udveksling.

Men 12 gymnasier har altså i alt 52 elever flere, end det er tilladt.

- Det er simpelthen helt uholdbart. For kæmpeklasser betyder, at lærerne ikke har tid til den enkelte elev. Og det går ikke mindst ud over de unge, som ikke kan få hjælp til fysikrapporten eller den danske stil af far og mor, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Undervisningsministeren har meldt sig klar til at se på reglerne for klasseloftet, som ifølge Danske Gymnasier er rigide og kan gøres mere fleksible.

Til Berlingske siger Ellen Trane Nørby dog, at hun forventer, at gymnasierne overholder klasseloftet, før reglerne "eventuelt måtte blive ændret".

- Sanktionerne er klare i den forstand, at skolerne som udgangspunkt ikke modtager penge for de ekstra elever, siger ministeren til Berlingske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.