Froomes strategi var nøglen til sejr
Chris Froome moste alle, men var overrasket over, at han også kørte hurtigere end specialisten Tom Dumoulin.
Chris Froome var flyvende på bjergenkeltstarten på 18. etape af Tour de France. Hans sejr kom i hus efter en særdeles veldisponeret og godt planlagt tidskørsel.
Chris Froome var flyvende på bjergenkeltstarten på 18. etape af Tour de France. Hans sejr kom i hus efter en særdeles veldisponeret og godt planlagt tidskørsel. Foto: Peter Dejong/AP


Planlægning, forberedelse og mere planlægning. Det kendetegner Chris Froome og hans Sky-hold.

Torsdag sikrede det den flyvende brite endnu en etapesejr i Tour de France, da han på cykelløbets 18. etape henviste alle og enhver til de sekundære placeringer på den 17 kilometer lange og krævende enkeltstart.

- Jeg mener, at nøglen til etapen handlede om at styre tempoet, så jeg kørte den første halvdel stabilt og i kontrol, og på anden halvdel gav jeg så alt, jeg havde, siger Chris Froome i målområdet ifølge cyclingnews.

Det gav pote i form af et øget forspring i klassementet og en etapesejr for snuden af specialisten Tom Dumoulin, som vandt den første enkeltstart i årets Tour.

- Jeg regnede virkelig ikke med at besejre Tom Dumoulin, siger Froome.

Da Tom Dumoulin kom i mål, fortalte han omvendt journalisterne, at han regnede med, at Froome ville slå hans tid.

I mål fortalte Dumoulin på tv også, at han havde lagt lidt for hårdt ud på stykket frem mod første mellemtid, hvor bjergenkeltstartens stejleste stykker lå.

Den fejl begik Froome ikke

Chris Froome har nu syv etapesejre i Tour de France. Heraf har han vundet fire af dem iklædt den gule førertrøje.

Han vandt løbet i 2013 og 2015, og meget skal nu gå galt, hvis han ikke skal gentage triumfen, når årets udgave slutter i Paris på søndag.

Chris Froome har 3.52 minutter ned til sin nærmeste forfølger.

I de kommende dage venter to krævende bjergetaper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.