Froome vinder barsk bjergetape efter vild nedkørsel
Chris Froome (Sky) overtager den gule førertrøje i Tour de France efter lørdagens etapesejr.
Chris Froome (Sky) overraskede med en stærk nedkørsel fra den sidste stigning på 8. etape.
Chris Froome (Sky) overraskede med en stærk nedkørsel fra den sidste stigning på 8. etape. Foto: Peter Dejong/AP


Den forsvarende Tour de France-vinder, Chris Froome (Sky), er tilbage på toppen af Tour de France og overtager den gule førertrøje efter en sejr på 8. etape.

Froome viste samtidig nye sider af sig selv, da han grundlagde sejren med en halsbrækkende nedkørsel fra sidste bjergtop ned mod målstregen i Bagnères-de-Luchon.

Briten kom i mål 13 sekunder foran forfølgerne og får ovenikøbet ti bonussekunder for sejren.

I den samlede stilling er han nu 16 sekunder foran nummer to, Adam Yates (Orica-Bikeexchange).

Etapen, der gik over fire bjergtoppe i Pyrenæerne, betød endnu engang et betydeligt tidstab til den tidligere vinder Alberto Contador (Tinkoff), som blev sat af på den sidste stigning.

Han krydsede målstregen 1.41 minutter efter Froome og er over tre minutter efter i den samlede stilling.

Feltet blev undervejs reduceret til seks danske ryttere, da Michael Mørkøv som den første rytter overhovedet i dette års Tour måtte forlade løbet.

Selv om der ventede rytterne fire krævende stigninger på de 184 kilometer fra Pau til Bagnères-de-Luchon, startede etapen i et rasende tempo.

I løbet af den første time tilbagelagde feltet hele 51 kilometer.

Kort før den 19 kilometer lange opkørsel til toppen af Col du Tourmalet, som for 83. gang var del af Touren, blev det kun værre for de ryttere, som sad med tunge ben.

Thibaut Pinot (FDJ), Rafal Majka (Tinkoff) og Tony Martin (Etixx-Quick-Step) gik i angreb. Sky-holdet ville dog ikke lade Pinot køre væk, så franskmanden kunne genvinde noget af den tid, han tabte på 7. etape.

Derfor blev fronttrioen holdt i kort snor, og tempoet holdt højt.

Ryttere faldt fra favoritfeltet i store klynger, og det stod også hurtigt klart, at tempoet ville koste Greg Van Avermaet den gule førertrøje, og at Michael Mørkøv ville få store problemer med at komme i mål inden for tidsgrænsen.

På den anden side af Tourmalet stod Michael Mørkøv af.

I front fortsatte udskilningsløbet, og trekløveret i front blev kørt ind.

Kort før toppen af dagens sidste stigning, Col de Peyresourde, overraskede Chris Froome så alt og alle, da han trådte til og fortsatte sit angreb på nedkørslen.

Det var en magtdemonstration, som blandt andet kostede Alberto Contador dyrt.

9. etape søndag er den helt store bjergetape i Pyrenæerne med afslutning opad.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.