Froome starter ikke i den gule trøje efter Martin-styrt
Den britiske cykelrytter kører ikke i den gule førertrøje på 7. etape af Tour de France efter Tony Martin-exit
Briten Chris Froome fører Tour de France, efter at tyskeren styrtede kort før mål og må forlade årets Tour på grund af et brækket kraveben.
Briten Chris Froome fører Tour de France, efter at tyskeren styrtede kort før mål og må forlade årets Tour på grund af et brækket kraveben. Foto: Laurent Cipriani/AP


Chris Froome (Sky) stiller ikke til start i den gule trøje, som han overtog, da Tony Martin (Etixx-Quick-Step) måtte udgå torsdag som følge af et styrt kort før mål.

Briten fører Tour de France, efter at tyskeren styrtede 800 meter før mål og dermed må forlade årets Tour på grund af et brækket kraveben.

- Til jer, der spørger, så kommer jeg ikke til at køre i gult i dag. Alt det bedste til Tony Martin med hans operation og restitution, skriver Froome på Twitter.

Froome overtog ellers trøjen, men har valgt ikke at iføre sig den på 7. etape af respekt for den skadesramte tysker.

Det er set før, at cykelryttere hellere vil gøre sig fortjent til trøjen frem for at overtage den.

Senest afviste Alberto Contador at iføre sig trøjen i 2007, da Michael Rasmussen blev tvunget ud af Touren.

Rolf Sørensen udgik i 1991 med et brækket kraveben, da han kørte i den gule trøje. Dagen efter nægtede Greg LeMond at køre i gult.

Ryttere som Eddy Merckx og Joop Zoetemelk har også nægtet at køre i gult som følge af et pludseligt farvel fra den førende rytter.

For Tony Martin var det en bitter afsked med årets Tour de France.

- Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne fortsætte, bare at begynde i morgen (fredag red.), selvom det er brækket (kravebenet). Jeg ville ønske, jeg kunne ære trøjen og bære den en sidste gang ved en ceremoni ved startlinjen, siger han til Etixx-Quick-Steps hjemmeside.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.