Chris Froome og Alberto Contador er hårde konkurrenter i kampen om den samlede Tour de France-sejr, men det betyder ikke, at de ikke kan arbejde sammen, når det gavner dem begge.
Både Sky og Tinkoff-Saxo arbejdede nemlig for fuld styrke for at udbygge forspringet, da de hørte, at både Vincenzo Nibali og Nairo Quintana var sat af favoritfeltet på den forblæste 2. etape til Zeeland.
- Vi havde en snak på cyklen, og vi blev enige om at gå helhjertet ind i det og sætte nogle mænd i gang med arbejde. Vi fik BMC til at være med, fordi Tejay van Garderen også sad sammen med os. Vi var helt klar over, hvad situationen var, siger Chris Froome.
Især Nibalis tidstab kom som en overraskelse, og Froome undrede sig da også noget, da han fik besked i sin øresnegl om, at italieneren rodede rundt nede bag feltet.
- Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg hørte, at Nibali var blevet sat tilbage, for han havde lige siddet ved siden af mig, siger Chris Froome.
Den britiske Sky-kaptajn kom i mål i samme tid som etapevinderen Andre Greipel, mens Alberto Contador satte fire sekunder til. Froome er også den bedste af favoritterne i det samlede regnskab på en 10.-plads.
Nibali og Quintana kom begge slukørede i mål med et tidstab på 1,28 minut.
/ritzau/