Froome får oprejsning og vinder kongeetape i Romandiet
Chris Froome var bedst på lørdagens bjergetape, mens Nairo Quintana ser ud til at vinde samlet.
Chris Froome kørte alene over målstregen efter kongeetapen i Romandiet Rundt.
Chris Froome kørte alene over målstregen efter kongeetapen i Romandiet Rundt. Foto: Laurent Gillieron/AP


Det stærkt besatte etapeløb Romandiet Rundt har budt på flere skuffelser for Tour de France-vinderen Chris Froome, men lørdag eftermiddag fik briten en solid oprejsning.

Sky-rytteren satte alle konkurrenter til vægs på løbets kongeetape og vandt efter et bjergrigt ridt på 172 kilometer med fire sekunder ned til en gruppe med de fleste af klassementets topryttere.

Blandt de slagne var Nairo Quintana (Movistar), men colombianeren lever sikkert fint med sin femteplads på etapen, for han bevarede sit forspring til Thibaut Pinot (FDJ) i den samlede stilling og ligner en samlet vinder inden søndagens sidste etape til Genève.

Chris Froome spiller ingen rolle i klassementet, men det gjorde han altså, da løbets hårdeste etape skulle finde sin afgørelse.

Froome trak fra feltet med nogle kilometer til mål og holdt forfølgerne bag sig ved målstregen i Villars.

Den afsluttende etape søndag byder på enkelte stigninger, men de sidste kilometer er helt flade og bør ikke byde på overraskelser for Quintana, der har 19 sekunders margin til Pinot.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.