Froome efter Skys magtdemonstration: Et drømmescenarie
Tre Sky-ryttere endte i top-seks på første bjergetape. Nu forventer Froome desperate modangreb.
Chris Froome (i gult) og hans Sky-hold demonstrerede enorm styrke i den første bjergduel i årets Tour de France.
Chris Froome (i gult) og hans Sky-hold demonstrerede enorm styrke i den første bjergduel i årets Tour de France. Foto: Christophe Ena/AP


Chris Froome og hans holdkammerater på Sky er tilsyneladende ved at afgøre Tour de France, allerede inden løbet har nået den mest udfordrende del.

Sky leverede en ægte magtdemonstration på 10. etape, da Froome kørte fra alle sine klassementrivaler, mens flere af hans holdkammerater også viste skræmmende styrke.

- Richie Porte kom ind på andenpladsen, og bare et minut senere kørte Geraint Thomas i mål som nummer seks. Det her er et drømmescenarie for os. Bedre kunne vi ikke ønske det, siger Chris Froome.

Nærmeste konkurrent, Nairo Quintana (Movistar), blev slået med 1.04 minut, og andre favoritter som Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) og Vincenzo Nibali (Astana) blev kørt voldsomt agterud.

De skal hive mange kaniner op af hatten i de kommende dage, hvis Sky-holdet og Froome skal knækkes, og netop derfor advarer briten om, at det gælder om at være på vagt.

- Vi forventer, at de andre hold virkelig vil udfordre os nu. Vi så i 2013, da Contador og hans hold forsøgte at sætte os i sidevinden og siden satsede alt på en nedkørsel.

- Vi er forberedt på, at de andre hold vil forsøge alt muligt, siger Chris Froome.

I den samlede stilling har han efter etapen udbygget sit forspring til nærmeste forfølger, Tejay van Garderen (BMC), til 2.52 minutter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.