Froome beholder førertrøjen efter skandaløs afslutning
Løbsledelsen i Tour de France neutraliserer Chris Froomes tidstab, så briten kan beholde løbets førertrøje.
Chris Froome beholder førertrøjen efter den skandaløse afslutning på 12. etape.
Chris Froome beholder førertrøjen efter den skandaløse afslutning på 12. etape. Foto: Peter Dejong/AP


Den britiske cykelstjerne Chris Froome (Sky) bærer stadig den gule førertrøje i Tour de France.

Det sker, selv om han reelt tabte den på 12. etape efter at have mistet sin cykel og tabt meget tid i en skandaløs afslutning på bjerget Mont Ventoux.

Efter længere tids betænkningstid besluttede Tour de Frances jury at neutralisere Chris Froomes tidstab.

Chris Froome har dermed 47 sekunders forspring ned til nummer to i klassementet, Adam Yates (Orica-Bikeexchange).

Thomas De Gendt (Lotto Soudal) kørte først over målstregen på etapen efter at have afvist landsmanden Serge Pauwels (Dimension Data) på de sidste meter efter et langt udbrud.

Men det store samtaleemne var den episode, der opstod længere nede ad bjerget, hvor en gruppe favoritter med Chris Froome (Sky) i spidsen stødte sammen med en motorcykel, hvilket senere midlertidigt kostede briten den gule førertrøje.

Froomes cykel blev nemlig så molesteret af sammenstødet, at han måtte sætte den fra sig og løbe op ad bjerget, inden han fik en reservecykel.

Også Richie Porte (BMC) var involveret i styrtet, som skete, da motorcyklen bremsede, fordi tilskuere lukkede vejen.

Bag Porte fulgte altså Froome, som fik sin cykel ødelagt, og Bauke Mollema (Trek), som slap forbi uden problemer og som den eneste af de tre holdt sine forfølgere bag sig til målstregen.

Da skandalen indtraf, havde Froome, Porte og Mollema slået et stort hul ned til en gruppe med blandt andre Nairo Quintana (Movistar) og Adam Yates (Orica-Bikeexhange).

Men på målstregen stod Chris Froome alligevel som den store taber og lå med de oprindelige tider i mål efter Quintana og kompagni i klassementet.

Adam Yates var i spidsen for løbet foran Mollema og Quintana.

Men juryen besluttede efter lang tids overvejelse at neutralisere Froomes og Portes tidstab og tildele dem samme tid i mål som Bauke Mollema.

Chris Anker Sørensen (Fortuneo-Vital) var del af det 13-mands-udbrud, som sad i front det meste af dagen, men danskeren faldt fra, straks gruppen nåede foden af Mont Ventoux.

Han sluttede som nummer ni efter et stort antiklimaks i bestræbelserne på at hente en etapesejr i årets Tour.

Hvad man ikke fik i dansk triumf, fik man til gengæld i skandaløst drama.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.