Frivillige er klar til mere asylarbejde
Ifølge kommunerne skal frivillige spille en større rolle for asylansøgerne - Dansk Flygtningehjælp står klar.
Taxichauffører har brug for mere uddannelse i konflikthåndtering, så tvister ikke udvikler sig.
Taxichauffører har brug for mere uddannelse i konflikthåndtering, så tvister ikke udvikler sig. Foto: Polfoto, AP, Paolo Santalucia/free


De frivillige står klar til at bruge endnu flere kræfter på at skabe et godt liv for det stigende antal asylansøgere, der kommer til Danmark i øjeblikket. Og hvis det bliver nødvendigt med privat indkvartering, så er man også parat til at hjælpe.

Sådan lyder det fra generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, efter at kommunerne lørdag lægger op til, at frivillige i fremtiden skal spille en endnu større rolle, når asylansøgerne skal modtages på centrene, og når de efterfølgende skal ud og bo selv.

Kommunernes melding kommer, fordi det forventes, at op mod 20.000 vil søge om asyl i Danmark både i år og næste år, hvilket er langt flere end først ventet.

- Jeg er helt enig i den del af det kommunale signal. Lige nu har vi mellem 5000 og 6000 frivillige, der arbejder med integration, og det er en enorm kraft, som godt kan blive større, siger Andreas Kamm.

Dansk Flygtningehjælp har lokale grupper rundt omkring, hvor det er nødvendigt, og de sørger for at mobilisere de frivillige.

Kommunerne ønsker at starte en "jobbørs", hvor private kan byde ind med eksempelvis udlejning af værelser og sommerhuse til de flygtninge, der skal have bolig uden for centrene.

Det ser Kamm som en god mulighed for at involvere endnu flere frivillige.

- Jeg har allerede fået henvendelser fra folk, ejendomsmæglere og private, der har puslet med den samme idé. Hvis man kommer ud og bor privat, kan det samtidig betyde noget positivt for integrationen, siger Kamm.

Samtidig håber han, at de ressourcestærke asylansøgere kan bruges til undervisning af deres landsmænd. Noget, som også kommunerne har foreslået.

- Det er vigtigt at involvere dem. De kræfter, de besidder, må man ikke sætte over styr, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.