Privatskoler, friskoler, lilleskoler og hvad de frie skoler rundt om i landet ellers kalder sig, kan se frem til større offentligt tilskud næste år.
Det er en konsekvens af den finanslovsaftale, som regeringen har indgået sammen med de øvrige borgerlige partier fredag eftermiddag.
En forhøjelse af den såkaldte koblingsprocent har været et krav fra Liberal Alliance fra forhandlingernes start.
Koblingsprocenten betegner hvor stor en procentdel af gennemsnitsudgiften til en folkeskoleelev, de frie skoler modtager i statstilskud per elev.
Ved sidste års finanslovsaftale blev den hævet fra 71 procent til 73 procent. Og fra 2017 sættes den så et hak yderligere i vejret til 75 procent.
Det koster 134 millioner kroner årligt.
- De frie grundskoler er med til at skabe et mangfoldigt uddannelsessystem, hvor forældre kan vælge et skoletilbud med for eksempel et særligt pædagogisk fokus, skriver partierne i aftaleteksten.
/ritzau/