Midt på aftenen lillejuleaften tikkede der et opslag ind på Friskolen Karups side på Facebook.
- Friskolen er lukket og vi har haft sidste skoledag, står der blandt andet i opslaget.
Skolens elever og forældre var dog varslet. De havde fået beskeden om lukningen af skolen på årets sidste skoledag op til jul.
- Det er med stor tristhed og ærgrelse at vi har sendt friskole-familierne på juleferie med den værst tænkelige nyhed, står der videre i opslaget.
Friskolen slog dørene op i 2020 som et alternativ til den lokale folkeskole. Der var 18 elever tilstede den første skoledag. Sidste år var elevtallet tæt på fordoblet og skolen var rykket ind i en tidligere bankbygning på Bredgade i Karup, skriver lokalmediet Dit Karup.
I en pressemeddelelse oplyser friskolen, at elevtallet er så lavt, at tilskuddet fra staten bortfalder. Derfor må skolen lukke, og Viborg Stifts Folkeblad kan fortælle, at nyheden om lukningen kom som en overraskelse.
- Det har vist sig, at der har været nogle beregninger, der kunne forstås på forskellige måder, og selvom vi har haft advokater samt vores bagland i form af friskoleforeningen med indover, har det vist sig, at og vi alligevel ikke har opnået det statslige tilskud, vi havde regnet med, fortæller skolens leder Heidi Rajah Madsen til den regionale avis.