Frikendt: Liberia er ebolafrit
Over 4700 er døde af ebola i Liberia, der nu erklæres fri for den smitsomme virus, men den kan komme tilbage.
WHO erklærer det vestafrikanske land Liberia ebolafrit. Arkivfoto
WHO erklærer det vestafrikanske land Liberia ebolafrit. Arkivfoto Foto: Themba Hadebe/AP


Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har lørdag erklæret Liberia ebolafrit og hylder samtidig den monumentale præstation i det vestafrikanske land.

Den dødbringende virus har dræbt flere end 4700 mennesker i landet, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Udbruddet af ebolavirus i Liberia er overstået, siger FN-organisationen i en erklæring og tilføjer, at der er gået 42 dage, siden det sidste bekræftede tilfælde blev begravet.

- Smittestoppet er en markant præstation for et land, som har indberettet det højeste antal dødsfald i det største, længste og mest komplekse udbrud, siden ebola blev opdaget i 1976, hedder det videre.

I august og september, da det største antal smitteoverførsler fandt sted, udspillede der sig i hovedstaden Monrovia nogle af de mest tragiske scener under det vestafrikanske udbrud.

- Portene til de overfyldte behandlingscentre var låst, patienterne var overladt til at dø på hospitalsområderne, og ofte blev der ikke indsamlet lig i flere dage. På et tidspunkt var der ingen ledige senge til ebolapatienter nogen steder i landet, tilføjer WHO.

- Regeringen og befolkningen i Liberia fortjener at blive hyldet for deres aldrig svigtende mod og aldrig vaklende vilje til at besejre ebola.

Samtidig advarer WHO om, at der er risiko for, at ebola kan vende tilbage til Liberia, hvis inficerede folk fra de hårdt ramte nabolande Guinea og Sierra Leona krydser grænsen.

Ligesom WHO lykønsker også Det Hvide Hus i Washington Liberia med at være kommet af med den frygtede sygdom. Men Det Hvide Hus' talsmand Josh Earnest lægger ifølge AFP også vægt på, at man ikke må glemme, at ebola stadig hersker i Liberias nabolande.

- Vi må ikke sænke vores parader, før hele regionen bliver helt fri for og også fortsætter med at være fri for ebolasmittede, lyder det fra USA.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.