Friis-Hansen fortsætter i Viborg: Privilegium uden lige
Lars Friis-Hansen bliver trænerløsningen i resten af sæsonen hos Viborgs håndboldkvinder.
Lars Friis-Hansen fortsætter i Viborg sæsonen ud.
Lars Friis-Hansen fortsætter i Viborg sæsonen ud. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Med sejren over franske Metz i Champions League fik Lars Friis-Hansen en god start på jobbet som midlertidig træner for Viborg HK's håndboldkvinder efter fyringen af Christian Dalmose.

Nu bliver jobbet en anelse mere fast, idet Viborg på sin hjemmeside skriver, at Lars Friis-Hansen står i spidsen for holdet i resten af sæsonen.

I Viborg glæder man sig over, at træneren har haft lyst til at forlænge den i første omgang korte aftale.

- Spillerne er også glade for, at aftalen er kommet i stand. Vi håber, at Lars kan skabe ro og stabilitet, så vi kan klare os så godt som muligt i de resterende kampe i både Boxer Ligaen og Champions League, siger Nikolai Norup, direktør i Viborg HK til klubbens hjemmeside.

Beslutningen var nem for Lars Friis-Hansen.

- Det er da super spændende at få lov til at arbejde med så dygtige håndboldspillere. Det er et privilegium uden lige, siger træneren.

Han ser dog også udforinger i jobbet, som kommer til at kræve et godt samarbejde med truppen.

- Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har trænet herrer, siden jeg stoppede i Ikast i 2001, så mit kendskab til damehåndbold er ikke 100 procent up-to-date. Det ville være tåbeligt af mig at komme og spille ham, der ved alt, erkender Lars Friis-Hansen.

Hans næste opgave venter torsdag aften, når Team Tvis Holstebro kommer på besøg i Viborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.