Fri passage til IS-folk aflyst efter drab på oprørsleder
Plan om at lade militante islamister slippe ud af Syriens hovedstad er midlertidigt suspenderet.
Krigere fra Islamisk Stat i den syriske hovedstad, Damaskus, havde lørdag udsigt til at sætte kursen mod Raqqa i det nordlige Syrien. Aftale om fri passage er imidlertid blevet udskudt.
Krigere fra Islamisk Stat i den syriske hovedstad, Damaskus, havde lørdag udsigt til at sætte kursen mod Raqqa i det nordlige Syrien. Aftale om fri passage er imidlertid blevet udskudt. Foto: Colourbox/free


En FN-støttet aftale om at give fri passage til flere end 2000 krigere fra den militante oprørsgruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien ser ud til at være faldet til jorden.

Det rapporterer en tv-station styret af Hizbollah i Libanon ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Planen var ellers, at IS-krigerne, der holder til i en oprørsstyret del af den syriske hovedstad, Damaskus, skulle få lov at slippe ud.

Men fredagens drab på Zahran Alloush, lederen af den vigtige syriske oprørsgruppe Jaysh al Islam, har tilsyneladende fået konsekvenser for initiativet.

Konvojen med IS-krigerne skulle nemlig have passeret et Jaysh al Islam-kontrolleret område på vejen til Raqqa i det nordlige Syrien.

Men med Zahran Alloushs død kan den ellers sikre rute ikke længere garanteres, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger den syriske borgerkrig.

Hizbollah-stationen Manar rapporterer, at busser, der fredag var ankommet for at samle IS-krigerne og mindst 1500 af deres familiemedlemmer op, er vendt om igen.

Hvis evakueringen af de militante islamister og deres familier gennemføres, vil det blive betegnet som en succes for den syriske regering, skriver Reuters.

Rømningen af området i Damaskus vil nemlig øge regeringshærens muligheder for at genvinde kontrollen over et strategisk vigtigt område blot fire kilometer syd for hovedstadens midte.

Aftalen om fri passage vidner desuden om en øget indsats fra FN og udenlandske regeringer om at sikre lokale våbenhviler og aftaler i bestræbelserne på at stoppe den syriske borgerkrig, der efter næsten fem år har kostet flere end 250.000 mennesker livet.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.