French Open-vinder klar til kvartfinalen i US Open
Stanislas Wawrinka kæmpede både mod Donald Young og publikum ved US Open, men spillede sig i kvartfinalen.


Den ottende kvartfinaleplads i de seneste ni grand slam-turneringer blev mandag aften en realitet for Stanislas Wawrinka.

Schweizeren tabte godt nok sit første sæt ved grand slam-turneringen US Open, men han kom tilbage og besejrede amerikanske Donald Young 6-4, 1-6, 6-3, 6-4.

Dermed lykkedes det ikke for Young, der er placeret som nummer 68 på verdensranglisten at spille sig i sin første kvartfinale i en grand slam-turnering, men han fik presset den femteseedede Wawrinka i andet sæt.

- Sættet gik så hurtigt, og jeg var der ikke mentalt. Jeg tog det derefter lidt roligt, og så begyndte jeg at spille mere aggressivt og bevæge fødderne bedre, men han havde opbakningen, og det var en hård kamp for mig i en fantastisk atmosfære, siger Stanislas Wawrinka ifølge AFP.

Schweizeren møder i kvartfinalen vinderen af opgøret mellem turneringens tredjeseedede, Andy Murray, og sydafrikanske Kevin Anderson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.