Colombia står ikke øverst på listen, når vi skal vælge, hvor sommerferien eller smutturen i januar skal gå hen.
I år har Jysk Rejsebureau for eksempel sendt 18 personer til Colombia. Året før var tallet 11.
Men nu blæser der andre vinde over Colombia med indgåelsen af en permanent fredsaftale mellem regeringen og oprørsbevægelsen FARC.
Hos Jysk Rejsebureau er direktør Niels Amstrup ikke i tvivl om, at fredsaftalen vil få stor betydning for vores opfattelse af Colombia som rejsemål.
- Vi tror på, at Colombia kommer til at vokse betydeligt som marked. Der kommer nok til at gå lidt tid, inden vi ser det store ryk, men jeg mener bestemt, det er realistisk, at vi om to-tre år har 200-300 ankomster til Colombia om året, siger Niels Amstrup.
Om nogle år vil vi nemlig begynde af tænke på Colombia som et mere sikkert rejsemål på baggrund af fredsaftalen, vurderer Danmarks ambassadør i Colombia, Lars Steen Nielsen.
- Konflikten har betydet, at mange naturlige turistmål har været utilgængelige. Men nu tror jeg, at der er udsigt til, at infrastrukturen bliver væsentligt forbedret, og derfor vil tidligere konfliktområder blive turistmål, spår han.
Som konkret eksempel næver ambassadøren "Ciudad Perdida", på dansk Den Tabte By, som indtil nu har været meget svært tilgængelig.
I øjeblikket har Udenrigsministeriet ikke nogen specifik rejsevejledning for Colombia. I stedet læner man sig op ad den britiske, som konstaterer, at der stadig er betydelige problemer med narkorelateret kriminalitet i Colombia.
Det betyder, at alt lige fra gaderøverier til kidnapninger "kan forekomme".
Niels Amstrup fra Jysk Rejsebureau mener dog ikke, at Colombia - rent sikkerhedsmæssigt - skiller sig væsentlig ud fra sine nabolande i regionen.
-I den del af verden er det generelt nødvendigt at udvise en vis agtpågivenhed. Man går for eksempel ikke alene rundt på gaderne om natten.
Hos bureauet Jesper Hannibal & Co, som i år har sendt cirka 100 personer til Colombia, er ejer Jesper Hannibal helt enig.
-Colombianerne fortæller dig, hvis du er et dumt sted. Så kan de finde på at sige, at du nok lige skal bevæge dig væk. De vil enormt gerne hjælpe, siger han.
Ifølge Jesper Hannibal er Colombia - trods de mange års uro - langt mere velfungerende, end man måske skulle tro.
- Man kan faktisk stole på folk, for korruption er ikke ret udbredt i Colombia. Infrastrukturen fungerer relativt godt, nationalparkerne er velholdte, og der er styr på mange ting, siger han.
Sådan oplever du Colombia:
- Du kan rejse fra København til Colombias hovedstad Bogotá for knap 6000 kroner tur/retur. Flyturen tager cirka 14 timer.
- Flere danske rejsebureauer arrangerer rundrejser i Colombia, blandt andet Kipling Travel, Jesper Hannibal & Co og Jysk Rejsebureau.
- Fredsaftalen vil sandsynligvis åbne op for områder, der hidtil ikke har været tilgængelig for turister, eksempelvis Den Tabte By.
Kilder: klm.com, jysk-rejsebureau.dk, hannibal.dk, kiplingtravel.dk
/ritzau/FOKUS