Frederiksberg optrapper SSP-indsats efter skoleoverfald
En dreng fra 9. klasse blev overfaldet af en stor flok. Politiet er også blevet involveret.
En skoledreng er blevet overfaldet på Frederiksberg. Nu involveres SSP og politiet. Arkivfoto.
En skoledreng er blevet overfaldet på Frederiksberg. Nu involveres SSP og politiet. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Frederiksberg Kommune vil nu optrappe brugen af SSP-medarbejdere (skole, socialforvaltning og politi) i gaderne for at få redet trådene ud efter et overfald i tirsdags.

Det sker, efter at en stor flok unge, maskerede mænd overfaldt en elev fra 9. klasse fra Ny Hollænderskolen på Frederiksberg.

Overfaldet skete ikke langt fra skolen.

Gerningsmændene, der angiveligt var i en flok på ti personer, stod og ventede på, at deres offer fik fri fra skole, inden de slog til.

- I tirsdag dukkede der en flok op på skolen, og så kom skolens ansatte og tog kontakt. De forduftede herefter. Senere fandt vi så ud af, at gruppen havde slået drengen fra 9. klasse efter sidste time, siger Inger Andersen, der er børne- og ungdomsdirektør i Frederiksberg Kommune.

Inger Andersen fortæller, at konfliktmæglere skal forsøge at rede trådene ud i sagen, der er blevet anmeldt til politiet som en voldssag.

- Vi ved ikke, hvad konflikten udspringer af. Drengen skulle have haft en privat konflikt med en anden dreng, men det er meget usikkert for os, hvad baggrunden er for det her.

Hun tilføjer desuden, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at gerningsmændene er bosat i Frederiksberg Kommune.

Københavns Politi bekræfter, at der har været en hændelse tæt ved skolen i tirsdags, fortæller vagtchef Henrik Stormer.

- Vi har ingen anholdte endnu, men vi har nogle spor at gå efter, siger han.

Hvilke konkrete spor, der er tale om, vil vagtchefen ikke svare på.

Drengen var forbi en tur på skadestuen efter overfaldet, men han slipper for varige men.

Ny Hollænderskolen ønsker ikke at kommentere sagen.

En lignende episode fandt sted i sidste uge på Bjørnehøjskolen i den nordsjællandske by Annisse Nord ved Helsinge. En gruppe mænd trængte ifølge Lokalvisen Gribskov ind på skolen og overfaldt to elever foran en række yngre elever.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.