Frederik Sørensen går glip af EM-kamp mod Tyskland
Midterforsvareren er ikke blevet sin skade kvit, og han må som minimum stå over i kampen mod EM-favoritterne.
Frederik Sørensen løb lidt rundt for sig selv, da Danmarks U21-landshold fredag formiddag trænede i Prag.
Frederik Sørensen løb lidt rundt for sig selv, da Danmarks U21-landshold fredag formiddag trænede i Prag. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det danske U21-landshold i fodbold må undvære Frederik Sørensen i lørdagens kamp mod Tyskland ved EM i Tjekkiet.

Midterforsvareren blev lårskadet i Danmarks 2-1-sejr over Tjekkiet onsdag, og han når ikke at blive klar til kampen mod de tyske EM-favoritter.

Det fortalte landstræner Jess Thorup fredag aften på et pressemøde i Eden Arena i Prag.

- Vi havde Frederik Sørensen til MR-scanning i morges på sygehuset her i Prag. Den viste det samme, som vi så på ultralydskanningen, nemlig en lille forandring i baglåret omkring en sene, hvor der er lidt væske.

- Jeg har hørt fra lægerne, at det er en lille forstrækning, så han er ude af kampen mod Tyskland, siger landstræneren.

Frederik Sørensen, der er ejet af italienske Juventus, stod over ved træningen torsdag, og ved træningen fredag formiddag luntede han lidt rundt for sig selv.

Det er et åbent spørgsmål, om forsvareren når at spille flere kampe ved EM.

- Det bliver et kapløb med tiden. En lille forstrækning tager omkring en uge til 14 dage, og det er lang tid i sådan en slutrunde, hvor kampene kommer hurtigt efter hinanden.

- Men vi har forhåbninger. Han er i første omgang ude mod Tyskland, men vi er så småt begyndt at løbe med ham allerede i dag, så det er ikke så slemt.

- Men det bliver et kapløb med tiden frem mod kampen mod Serbien, siger Jess Thorup.

Danmark skal på tirsdag møde serberne i den sidste kamp i gruppen.

Danskerne fører gruppe A efter sejren over tjekkerne. Tyskland skuffede med 1-1 i den første kamp mod Serbien.

De to bedste hold i gruppen går videre til semifinalerne og kvalificerer sig samtidig til OL i Rio næste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.