Frederik Løchte forsvarer Wozniackis formkrise
Tenniskollega Frederik Løchte mener, at skader og ikke formkrise har været Wozniackis største problem.
Caroline Wozniacki er klar til semifinalen i US Open efter at have genfundet sit høje niveau.
Caroline Wozniacki er klar til semifinalen i US Open efter at have genfundet sit høje niveau. Foto: Alex Goodlett/AFP


Eksperter og tennisfans diskuterer i disse dage livligt, hvorfor en forvandlet Caroline Wozniacki er gået direkte fra kæmpe formkrise til at være storspillende semifinalist ved grand slam-turneringen US Open.

Men spørger man hendes danske tenniskollega Frederik Løchte Nielsen, der er med i New York som hittingpartner, så er der slet ikke sket en forvandling med Wozniacki. Hun har ifølge ham ikke været så dårlig, som medierne har fremstillet hende.

- Jeg synes, det er en Caroline, vi har set gennem mange år, siger Frederik Løchte Nielsen til TV 2 Sport.

- Jeg synes ikke rigtig, folk har givet det nok værdi, at hun rent faktisk har været sindssygt meget skadet og har været on og off, og at det kan ødelægge meget for de fleste. Så har hun heller ikke været dårligere. Lad os lige tage det roligt.

Den tidligere verdensetter Wozniacki er rutsjet ned som nummer 74 i verden efter et magert år, og ved OL i august blev anden runde endestationen for den danske OL-fanebærer.

- OL var en af de første turneringer efter en skade. Hun var ikke rigtig klar, da de startede, og hun havde ikke spillet så mange kampe. Det tager bare tid. Folk har brug for kampe, lyder det fra Frederik Løchte Nielsen.

Natten til fredag dansk tid møder Caroline Wozniacki den tyske Australian Open-vinder Angelique Kerber om en plads i finalen i årets sidste grand slam.

Wozniacki har to gange tidligere været i finalen i turneringen - begge gange med nederlag som resultat.

Uanset hvad har hun optjent så mange point til verdensranglisten med præstationen i New York, at hun vil tage et voldsomt hop opad på den næste rangliste.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.