Frederik Andersen sikrer Anaheim ny sejr
Frederik Andersen er i storform for Anaheim Ducks. Han holdt målet rent i holdets sjette slutspilssejr.
Frederik Andersen var igen suveræn i Anaheims mål.
Frederik Andersen var igen suveræn i Anaheims mål. Foto: Jae C. Hong/AP


Anaheim Ducks har fået en fremragende indledning på NHL-slutspillet, og det er der blandt andet en rød-hvid årsag til.

I målet har Frederik Andersen ramt storformen, og natten til mandag beviste han igen sit værd for holdet, da han holdt målet rent i 3-0-sejren over Calgary Flames.

Spillemæssigt var det en en lige affære, men hvor Karri Rämö i Calgary-målet ikke formåede at lukke helt ned, så præsterede Frederik Andersen 30 redninger på 30 forsøg.

Den præstation førte også til, at danskeren blev kåret til Anaheims bedste spiller i kampen.

Hjemmeholdets mål blev scoret af Matt Beleskey, Nate Thompson og Hampus Lindholm, og holdet har nu bragt sig foran 2-0 i kampe i serien, som spilles bedst af syv kampe.

Dermed har Anaheim vundet alle kampe i slutspillet indtil videre efter 4-0-sejr i første runde.

Derimod ser det ikke så lovende ud for Lars Eller og Montreal Canadiens. Det canadiske hold tabte hjemme med hele 2-6 til Tampa Bay Lightning, som nu fører 2-0 i den serie.

Lars Eller fik næsten et kvarter på isen for Montreal, men han kunne ikke gøre hverken fra eller til i en kamp, hvor holdet slet ikke ramte topniveauet.

Faktisk havde Eller og co. de fleste afslutninger i kampen, men holdets canadiske stjernemålmand Carey Price havde en forfærdelig dag på kontoret. De seks Tampa Bay-mål blev lavet på kun 24 skudforsøg.

I nattens sidste kamp vandt Chicago Blackhawks med 4-1 over Minnesota Wild og fører 2-0 i den serie.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.