Frederik Andersen og Anaheim overlegne i kvartfinale
Ishockeyklubben fra Californien vandt sikkert den første kamp mod Calgary Flames.
Anaheim Ducks' danske målmand Frederik Andersen (til venstre) og medspiller Ryan Kesler fejrer en tidligere sejr. Natten til fredag dansk tid tog de endnu en sejr, da Anaheim Ducks overbevisende nedlagde Calgary Flames 6-1.
Anaheim Ducks' danske målmand Frederik Andersen (til venstre) og medspiller Ryan Kesler fejrer en tidligere sejr. Natten til fredag dansk tid tog de endnu en sejr, da Anaheim Ducks overbevisende nedlagde Calgary Flames 6-1. Foto: JOHN WOODS/AP


NHL-klubben Anaheim Ducks med danske Frederik Andersen på mål vandt torsdag aften lokal tid en sikker hjemmesejr over Calgary Flames i den første indbyrdes kvartfinale.

6-1 lød sejrscifrene, og Frederik Andersen havde en stor andel i succesen, da han snuppede næsten alle de skud, der blev sendt i hans retning.

Anaheim satte sig tungt på kampen allerede i første periode, som Ducks vandt med 2-0.

Anden periode blev vundet med samme cifre, og så var det en smal sag for Andersen og holdkammeraterne at skøjte sejren i hus i tredje periode, der blev vundet med 2-1.

Sejren føles sandsynligvis ekstra god for Frederik Andersen. Calgary Flames-målmanden Jonas Hiller spillede nemlig tidligere på sæsonen i netop Anaheim Ducks, men måtte sande, at den danske keeper var for god.

Men Hillers hævntogt endte som en fiasko torsdag aften i det sydlige Californien. Efter at have lukket fire pucker ind, blev han skiftet ud.

Næste kamp i serien spilles søndag - også på Anaheim Ducks' hjemmebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.