Frederik Andersen efter misset NHL-finale: Det stinker
Anaheim Ducks-træner Bruce Boudreau roser Frederik Andersens sæson trods ærgerlig afslutning.
Frederik Andersen bliver her passeret i slutspilskamp mod Chicago Blackhawks.
Frederik Andersen bliver her passeret i slutspilskamp mod Chicago Blackhawks. Foto: Nam Y. Huh/AP


Natten til søndag missede den danske NHL-målmand Frederik Andersen sammen med Anaheim Ducks muligheden for at komme i finalen i NHL, den såkaldte Stanley Cup-finale.

Efter Anaheims nederlag på 3-5 til Chicago Blackhawks var Frederik Andersen ærgerlig over slutningen på sæsonen.

- Jeg tror, jeg har taget en masse skridt i år, men jeg er stadigvæk ikke tilfreds. Jeg har lært en masse fra sidste år til i år, men det stinker stadigvæk, siger danskeren til nhl.com.

- Det er selvfølgelig et svært trofæ at vinde. Det giver os alle erfaring at se, hvor svært det er at komme så langt. Det virker som en lang rejse, der sluttede før, den skulle, siger målmanden.

25-årige Frederik Andersen spillede langt fra sin bedste kamp i sæsonen og stod tilbage med en redningsprocent på uvant lave 81.

Med nederlaget til Chicago tabte Anaheim med 3-4 i kampen, selv om holdet havde hjemmebane i den syvende og afgørende kamp om at komme i finalen mod Tampa Bay Lightning.

Det var samtidig kamp nummer 70 i sæsonen for Frederik Andersen - flere kampe end i nogen tidligere sæsoner i danskerens karriere. Det faktum tager danskerens træner også til efterretning.

- Jeg bliver nødt til at stille mig selv spørgsmålet: Var han blevet træt?, siger Anaheim-træner Bruce Boudreau.

- Var Chicago blevet meget bedre? Så de bedre ud og fik større muligheder for at score på ham? Det ved jeg ikke. Men vi har lukket 18 mål ind i de sidste fire kampe. Det er mere end i nogen af de foregående slutspilsserier.

- Men jeg vil ikke give Freddie (Frederik Andersen, red.) skylden. Han har holdt os inde i så mange kampe i år, at det er helt latterligt. Han spillede af hele sit hjerte, siger Anaheim-træneren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.