Frederik Andersen åbner NHL-slutspil med sejr
Den danske målmand blev passeret to gange, da Anaheim åbnede slutspillet med en 4-2-sejr over Winnipeg.
Frederik Andersen fra Anaheim Ducks gjorde en god figur, da holdet vandt over Winnipeg Jets i slutspillet i NHL.
Frederik Andersen fra Anaheim Ducks gjorde en god figur, da holdet vandt over Winnipeg Jets i slutspillet i NHL. Foto: Ross D. Franklin/AP


Målmanden Frederik Andersen og Anaheim Ducks har fået en forrygende start på slutspillet i NHL.

Natten til fredag vandt holdet på hjemmebane med 4-2 over Winnipeg Jets.

Det var dog først i tredje periode, at holdet fra Californien begyndte at sprudle mod gæsterne fra Winnipeg.

Godt nok bragte finske Sami Vatanen værterne i front efter små to minutters spil, men Winnipeg Jets-spillerne svarede godt igen.

Kort efter udlignede Adam Lowry til 1-1 på Frederik Andersen, og den danske målmand måtte også se sig passeret i starten på anden periode af Drew Stafford, der gjorde det til 2-1 for udeholdet.

Frederik Andersen fik fuld spilletid for Anaheim og havde 25 redninger på 27 Winnipeg-forsøg.

Især Corey Perry var vigtig for værterne med to scoringer. Derudover blev han noteret for to assists.

Anaheim Ducks og Winnipeg spiller om en plads blandt de sidste otte tilbageværende hold i NFL. De to hold mødes i en bedst-af-syv-serie.

De tre øvrige danskere i slutspillet var i aktion natten til torsdag. Både Lars Ellers Montreal Canadiens og Frans Nielsens New York Islanders kom fra land med en sejr, mens Jannik Hansen og Vancouver Canucks åbnede med et nederlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.