Franskmand grilllet af skeptisk EU-parlament
Fransk EU-kommissær for økonomi med tidligere ansvar for fransk økonomi er en udfordring for parlamentarikere.
Økonomi-kommissær Pierre Moscovici blev udsat for barske spørgsmål under sin høring i EU-parlamentet.
Økonomi-kommissær Pierre Moscovici blev udsat for barske spørgsmål under sin høring i EU-parlamentet. Foto: Yves Logghe/AP


Pierre Moscovici måtte begynde sin høring som EU-kommissærkandidat fra bunden af den skraldespand, som sessionens første spørger, landsmanden fra den borgerlige fløj Alain Lamassoure, kastede ham ned i med svadaen:

Hvorfor skulle vi give dig et job inden for dette område? Du har allerede fejlet.

Derfra måtte den franske kandidat til posten som EU-kommissær for økonomi og skat forsøge at hive sig selv op, hvilket synes at være en sej kamp trods stedvise støtteklap fra de socialdemokratiske venner.

Især parlamentets største gruppe, borgerlige EPP, var besluttet på at bore i, at Moscovici kommer fra et medlemsland, som netop har annonceret, at man skal bruge yderligere to år på at opfylde krav om et maksimalt underskud på tre procent af bruttonationalproduktet.

- Jeg er franskmand, og jeg er socialdemokrat. Det er jeg ikke flov over. Jeg vil ikke være ambassadør for et land. Jeg vil være upartisk og uafhængig af alle nationale interesser. Jeg vil tjene den europæiske sag, siger Moscovici.

At Moscovici som tidligere fransk finansminister tilmed har haft særligt ansvar for de store økonomiske problemer, som Frankrig - og dermed unionen - nu slås med, fremføres af og provokerer flere af økonomiudvalgets grupper.

- Jeg vil følge de nødvendige procedurer, hvis et medlemsland ikke opfylder sine forpligtelser.

- Der bliver ingen tvivl eller slinger i valsen. Vi skal følge proceduren, hvis et land ikke opfylder de krav, der stilles. Jeg vil spille den rolle, som jeg er udset til, siger Moscivici.

Franskmanden tryglede sine lyttere om også at bedømme ham på hans politiske mål for EU, men der var ikke mange spørgsmål til det program, som kandidaten ellers gerne ville snakke om.

Især vækst og bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed vil han sætte på dagsorden.

- Vi skal give de unge i Europa troen tilbage, siger Moscovici.

Høringen, der blev indledt klokken ni, slutter klokken 12.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.