Franskmænd samles og mindes ofre i hjertet af Paris
I Paris er der fredag formiddag en mindehøjtidelighed for de mange ofre efter angrebene 13. november.
Den franske præsident, François Hollande, ses her ved et tidligere arrangement ved Les Invalides, der består af et militært museum, en bygning for veteraner og Napoleons grav.
Den franske præsident, François Hollande, ses her ved et tidligere arrangement ved Les Invalides, der består af et militært museum, en bygning for veteraner og Napoleons grav. Foto: Francois Mori/AP


Hele ugen har den franske præsident, François Hollande, fløjet verden rundt med sit flyvende diplomati for at sikre opbakning i den optrappede kamp mod Islamisk Stat.

Men fredag er det blevet tid til at stoppe op og tænke tilbage. Det sker ved en ceremoni i Paris på pladsen ved Les Invalides, der består af et militært museum, en bygning for veteraner og Napoleons grav.

Franskmænd samles fredag formiddag og reflekterer over, hvad de har mistet efter angrebene fredag 13. november: 130 menneskeliv og måske en del af den franske folkesjæl.

De efterladte til de dræbte står side om side på pladsen ved den grandiose bygning fra det 17.-århundrede, hvor François Hollande vil tale til republikken.

Hyldesten bliver "national og republikansk", sagde en embedsmand fra Élyséepalæet, den officielle bolig for præsidenten. Han henviser til Den Franske Republiks motto om frihed, lighed og broderskab.

Hollandes geopolitiske maraton har bragt ham fra Paris til Washington og Moskva på få dage for at sætte ind mod Islamisk Stat, som har taget skylden for angrebene.

Den franske præsident ventes at holde en 20 minutters tale, som vil blive transmitteret på nationalt tv.

På forhånd opfordrede han franskmænd landet over til at stå sammen og vise deres støtte.

- Alle franske borgere kan tage del ved at benytte muligheden for at dække deres hjem med blå, hvide og røde flag, Frankrigs farver, citerede talsmand Stephane Le Foll præsidenten for at have sagt.

Under ceremonien er præsidentens ansigt lagt i alvorlige folder.

En storskærm viser billeder af de 130 dræbte efter angrebene for to uger siden.

I baggrunden synger en sangerinde en af de største franske kærlighedssange ved navn "Quand on n'a que l'amour", som kan oversættes til, "Når vi kun har kærlighed".

En del af et vers lyder:

"Når vi kun har kærlighed

At tilbyde i bøn

Til al sygdom i verden".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.