Franske kampfly bomber igen IS-højborg i Syrien: Anden gang på 24 timer
Byen Raqqa har endnu en gang siden en række angreb i Paris været mål for franske bomber.
- For anden gang i løbet af 24 timer har fransk militær udført luftangreb mod Daesh i Raqqa i Syrien, lyder det i en skriftlig meddelelse fra militæret tirsdag, der bruger et andet navn for IS.
- For anden gang i løbet af 24 timer har fransk militær udført luftangreb mod Daesh i Raqqa i Syrien, lyder det i en skriftlig meddelelse fra militæret tirsdag, der bruger et andet navn for IS. Foto: Scanpix arkiv


To gange på et døgn har franske kampfly bombet den militante gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Ifølge nyhedsbureauet AFP faldt bomberne igen i byen Raqqa, der er kendt som IS-højborg.

- For anden gang i løbet af 24 timer har fransk militær udført luftangreb mod Daesh i Raqqa i Syrien, lyder det i en skriftlig meddelelse fra militæret tirsdag, der bruger et andet navn for IS.

Fredag aften dræbte en række koordinerede angreb 129 mennesker i den franske hovedstad, Paris. IS har taget skylden for angrebene.

Frankrigs præsident erklærede tre dages landesorg umiddelbart efter tragedien og meddelte, at angrebet var en krigserklæring.

I de seneste luftangreb var ti franske fly på vingerne, da mission blev udført omkring klokken 01.30 dansk tid natten til tirsdag. 16 bomber blev smidt, oplyser det franske forsvarsministerium ifølge AFP.

- Begge mål blev ramt og ødelagt samtidig, lyder det i militærets udmelding.

- I samarbejde med amerikanske styrker blev angrebene rettet mod mål, der var registreret på rekognosceringsmissioner, som Frankrig tidligere havde udført, lyder det videre.

Frankrig har deltaget i den internationale koalition med USA i spidsen mod Islamisk Stat i Syrien siden september, men bombardementerne er blevet intensiveret siden fredagens angreb i Paris.

Allerede søndag aften stod det klart, at franske kampfly havde bombet en række mål i Raqqa.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, mener, at Frankrig handler i selvforsvar efter angrebene i Paris.

- Det er det, vi gjorde med luftangrebene mod Raqqa. Vi kan ikke lade Daesh angribe os uden at reagere, sagde Fabius ifølge nyhedsbureauet dpa, da han deltog på det netop overståede G20-topmøde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.