Fransk stjerne skyder Juventus i spidsen for Serie A
Juventus er alene på toppen i den italienske liga efter 3-0 over Lazio. Paul Pogba scorede to gange.
Paul Pogba (tv) - her i aktion for Frankrig - scorede to gange for Juventus i sejren over Lazio.
Paul Pogba (tv) - her i aktion for Frankrig - scorede to gange for Juventus i sejren over Lazio. Foto: Claude Paris/AP


I knap tre timer fik Roma lov til at dele førstepladsen med Juventus i Serie A i pointmæssig forstand.

Sent lørdag aften bragte Torino-klubben sig på ny alene i spidsen for den italienske liga med en sejr på 3-0 ude over Lazio.

Hjemmeholdet har ellers fået en fornuftig start på sæsonen og har særligt præsteret godt hjemme i Rom, men Juventus var for stor en mundfuld.

Lazio var dog ganske godt med i kampen særligt inden pausen, men Juventus viste størst effektivitet foran mål.

Særligt den franske stjerne i svøb Paul Pogba markerede sig ved at score to gange, et mål i hver halvleg. Den 21-årige midtbanespiller var ellers kun noteret for en enkelt ligatræffer hidtil i sæsonen.

Carlos Tévez er mere vant til at befinde sig foran modstanderens mål. Argentineren topper nu topscorerlisten alene, efter han med målet til 2-0 kort efter pausen scorede sit niende sæsonmål i Serie A.

Juventus måtte spille de sidste 20 minutter med 10 spillere efter det røde kort til Simone Padoin, men det lykkedes at køre 3-0 hjem.

"Den gamle dame" har 31 point for 12 kampe. Roma, der tidligere lørdag slog Atalanta 2-1 på udebane, har 28 point på andenpladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.