Fransk præst beder menighed tilgive fjender
Franskmænd må forstå deres fjender og bruge fornuft, ikke følelser efter angreb, siger præst i mindeandagt.
Før angrebet i Nice var der også mindeandagt i Den Franske Kirke i København efter angrebet i efteråret i Paris. Da hilste den franske ambassadør Francois Zimeray på kronprins Frederik.
Før angrebet i Nice var der også mindeandagt i Den Franske Kirke i København efter angrebet i efteråret i Paris. Da hilste den franske ambassadør Francois Zimeray på kronprins Frederik. Foto: Skafte Rumle/Polfoto


Franskmænd skal ikke kaste sig ud i hævn, men forstå gerningsmændene for udåden i Nice, som kostede 84 mennesker livet. Det gælder også de ansvarlige for efterårets angreb i Paris mod Stade de France, flere restauranter og spillestedet Bataclan.

Det siger præsten ved mindeandagten i Den Franske Kirke i København for at minde ofrene fra Nice. I andagten deltager den franske ambassadør, Francois Zimeray, integrationsminister Inger Støjberg (V) og godt 100 mennesker.

- Endnu et attentat. Stopper det dog aldrig? Er der noget, vi kan gøre? Vi rammes af en følelse af opgivelse og hjælpeløshed, siger præst Samuel Andredro, hvis prædiken oversættes af menighedsrådets formand, Philip Maury.

Præsten opfordrer menigheden til at ihukomme Jesu ord om at tilgive sine fjender. De skal ikke lytte til demagogiske politikere, som vil drage fordel af udåden. Moderne mennesker har opgivet troen, men må tro for at vinde kampen mod vold, lyder det.

- Gandhi, Martin Luther King, Nelson Mandela og andre anonyme fortæller os, at det er muligt. Men kærlighed til fjender er ikke at acceptere vold. Det er en hård kamp for at skade vore fjender, der bruger vold, terrorisme, ødelæggelse og elendighed, siger Samuel Andredro.

Udenfor kirken holder to betjente opsyn, mens fire mindebuketter pryder fortovet ligesom blomsterhavet foran den franske ambassaden på Kongens Nytorv.

I kirken synger menigheden salmerne "O hoved, højt forhånet", "Nærmere, Gud, til dig" og "Vor Gud han er så fast en borg". Der synges såvel på fransk som dansk, ligesom Bibelordene fra 1. Korintherbrev og Bjergprædikenen i Matthæusevangeliet oversættes.

- Vi har givet plads til fanatisme og ekstremisme. De taler, og vi tier. Det farlige er ikke, dét, de siger, for der har altid været tosser. Det farlige er vores tavshed. Hvis vi ikke har tro, så overtager frygten, og fornuften bliver efterladt, siger Samuel Andredro.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.