Fransk præsident vil nedlægge flygtningelejr i Calais
François Hollande oplyser under et besøg i Calais, at briterne må bidrage til at løse krise ved Eurotunnel.
Frankrigs præsident, François Hollande, besøgte Calais sammen med indenrigsminister Bernard Cazeneuve (til venstre) og boligminister Emmanuelle Cosse (til højre).
Frankrigs præsident, François Hollande, besøgte Calais sammen med indenrigsminister Bernard Cazeneuve (til venstre) og boligminister Emmanuelle Cosse (til højre). Foto: Pool/Reuters


Frankrigs præsident, François Hollande, som mandag besøgte den nordlige havneby Calais, siger, at den såkaldte junglelejr med migranter nær Den Engelske Kanal må nedlægges fuldstændigt.

- Jeg bekræfter hermed min regerings beslutning om at opløse lejren fuldstændigt, endeligt og hurtigt. Det vil sige sidst på året, hedder det i en erklæring fra den franske præsident.

Hollande siger samtidig, at briterne må påtage sig en del af ansvaret for at løse migrantkrisen i Calais, hvorfra Eurotunnelen går under Den Engelske Kanal til Dover.

De fleste af migranterne og flygtningene i den berygtede lejr er fra Sudan, Afghanistan og Mellemøsten.

De håber at komme til Storbritannien og forsøger igen og igen at snige sig ind i Eurotunnelen ved at gemme sig på lastvogne på vej mod Dover, eller de forsøger at sejle over kanalen i små, usikre fartøjer.

I junglelejren opholder der sig mellem 7000 og 10.000 mennesker.

- Jeg er fast besluttet på at se briterne spille deres rolle i de humanitære bestræbelser, som Frankrig gør her, siger den franske præsident, som var i Calais under et stort sikkerhedsopbud.

Hollande havde i Calais møder med politiet, lokale politikere og havnemyndighederne.

Der er ved at blive opført en mur omkring havneområdet og vejstykket, som fører frem til Eurotunnelen. Muren bliver betalt af Storbritannien.

Hen over sommeren er lejren vokset betydeligt, selv om de franske myndigheder gentagne gange har forsøgt at lukke den.

Kritikere siger, at der bør sættes mere politi ind i området, og at hele regionen omkring tunnelen bør sikres.

Tidligere på året ryddede lokale myndigheder dele af lejren i et forsøg på at tvinge migranterne til at søge mod andre lejre på den franske nordkyst. Mange er blevet fordelt på specialcentre rundt omkring i Frankrig.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.