leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 19:23
De franske myndigheder er formentlig kommet et lille skridt nærmere en opklaring af, hvad der var årsagen til, at et Germanwings-fly fra Barcelona til Düsseldorf forulykkede i de franske alper tirsdag.
Indenrigsminister Bernard Cazeneuve oplyser, at det er lykkedes at lokalisere den ene af flyets to såkaldte sorte bokse, som lagrer data om flyets færd, indtil det faldt ned.
- Den sorte boks vil blive genstand for nærmere undersøgelse de kommende timer for at gøre det muligt at få hurtigere afklaring, siger han ifølge Le Figaro.
Cazeneuve fortæller desuden, at man er gået i gang med at afsikre området, så ingen uvedkommende kan få adgang og forstyrre efterforskningen af ulykken, der ser ud til at have kostet alle 150 om bord livet.
Det betyder blandt andet, at flere veje i området er spærret for gennemkørsel.
Der vil dog med tiden blive åbnet mulighed for, at pårørende kan komme ind og se ulykkesstedet.
Der findes normalt to sorte bokse - som faktisk er orange - på et fly. Den ene optager lyde fra cockpittet og kommunikationen mellem piloter og kabinepersonalet.
Den anden registrerer øvrige data fra flyet, som tilsammen giver et billede af, hvad der foregik i minutterne inden, at flyet ramte jorden.
/ritzau/